150 sejlende tilskuere nød den første tur med »Operettebåden« trods motorstøj og knas i mikrofonen. »Operaen skal ud af de fine sale og ned i øjenhøjde,« siger Anders Beyer fra Copenhagen Opera Festival.
Lad det være sagt med det samme: Vil man have det fulde akustiske udbytte af opera og operette, er DFDS Canal Tours i Københavns Havn nok ikke det optimale sted.
Men selv om der var knas i mikrofonerne, og motorstøjen til tider truede med at overdøve sangen, var det en festlig start på
Copenhagen Opera Festival, da den blomstersmykkede »Operettebåd« tirsdag kl. 13 stævnede ud fra Nyhavn med sangerne Sofie Ottosen Cero og Thomas Peter Koppel i stævnen.
De sorte skyer, der blot en time forinden havde sluppet vand over midtbyen, var forsvundet som dug for solen, og svigerinderne Susanne Rasch og Lene Leis fik slet ikke brug for de paraplyer, de netop havde købt i Magasin.
»Vi er ude for at fejre min svigerindes fødselsdag, og det er da festligt med sådan en sejltur med musik,« sagde Susanne Rasch.
Og så gik det ellers for halv motorkraft gennem kanaler og under broer, forbi
Skuespilhuset og
Operaen, Christianshavns Torv og
Den Sorte Diamant til tonerne af bl.a. Strauss, Lehar og Kalmán.
Det er kun andet år, Copenhagen Opera Festival finder sted, og festivaldirektør Anders Beyer mener godt, han kan være stolt af en aktivitetsudvidelse fra tre forskellige arrangementer sidste år til ni i år.
Også selv om kritiske røster har kaldt operafestivalen for en skrabet model sammenlignet med tilsvarende arrangementer i andre europæiske storbyer:
»Det er da rigtigt, at vi mangler et stort udenlandsk navn og en stor egenopsætning. Men det tager tid at løbe sådan en festival i gang,« siger han.
Piften og buhen
For Anders Beyer handler Copenhagen Opera Festival også i højere grad om at få om at få operaen ud af de fine sale og føre den tilbage til det, den oprindeligt var i 1700-tallet, hvor folk »piftede, buhede og spiste under forestillingerne«, end om at præsentere internationale topnavne for kultureliten:
»Vi skal have opera ned i øjenhøjde og få folk ud af den opfattelse, at de ikke er kloge og vidende nok til den slags musik,« siger han.
Og noget tyder på, at københavnerne og oplandet har taget Operafestivalen til sig. Langt de fleste af den kommende uges betalingsarrangementer er tæt på at være udsolgt – dertil kommer de gratis arrangementer på Nytorv og Ophelia Beach.
Efter en times sejlads vender »Operettebåden« syngende tilbage til Nyhavn, hvor bolværksmatroserne vinker og klapper, og et par japanske turister kigger måbende.
Svigerinderne Susanne Rasch og Lene Leis har nydt turen:
»Det var en stor oplevelse,« siger Lene Leis, og Susanne Rasch nikker: »Jeg kunne ganske vist kun høre halvdelen af sangen, men nu vil jeg tage hjem og sætte en operette-cd i afspilleren,« siger hun.
Operettebåden sejler dagligt kl. 13 og 16 til og med 1. august. Læs på www.copenhagenoperafestival.com om de øvrige arrangementer.Hvad:
Copenhagen Opera FestivalHvor:
Ofelia Beach og flere steder rundt i København.
Hvornår: Fra den 27. juli til den 1. august.