...

Da en pistol ved et tilfælde falder ud af en af elevernes rygsæk, griber hun både håndvåben og chancen og går over til håndfast pædagogik, der tvinger Schiller ned i halsen på de unge. Nu får tonen en anden lyd, når eleverne med pistolen i nakken kastes ud i anskuelighedsundervisning:

De beordres til at spille scener fra Schillers »Røverne« og »Kabale og kærlighed« og får oplysningstidens tyske, frihedselskende digters ideer om »æstestisk opdragelse« og fundamentale vestlige værdier ind under huden – alt sammen med afsæt i det, der byder vores edderspændte skolefrøken imod: tørklæder, æresdrab, machokultur, fortstokket religiøsitet, vold og manglende moral.

Det tyske teaterhit »Ondt blod«, som Betty Nansen Teatret spiller på Edison, er langt ude, råt og undertiden temmeligt morsomt i sin udsyrede spidsvinkling af nogle af intergrationsdebattens væsentligste hovedpunkter. Heldigvis er de følelser, der bliver vakt i tilskueren undervejs, lige så blafrende og modstridende, som debatten er svær.

Vi har jo selv set, hvor kropumulige og uimodtagelige, de unge er for alle velmenende forsøg på at invitere dem indenfor af en lærerinde, der oprigtigt mener, at uddannelse er vejen til at blive en del af samfundet. Det er lige før, vi hepper på selvtægtsfrøkenen – for så blot at få en dårlig smag i munden.

Derfor bliver »Ondt blod« også et af de mest uforfærdede forsøg på at tackle den vanskelige debat, jeg i hvert fald har set på en dansk scene. Den retfærdige harme går hånd i hånd med det velmenende på en effektiv facon, der først og fremmest bliver et velgørende opgør med ligegyldigheden og efterlader tilskueren med lysten til at diskutere videre.

Stor autencitet
Lad være, at stykket er omsat til danske forhold, og at Schiller ikke er så præsent en grundstamme i demokratiopfattelsen at spille bold op ad som i det Tyskland, hvor stykket så dagens lys sidste sæson. Lad gå, at de danske unge kalder deres lærere for »fru«, hvilket vist er utænkeligt på disse bredde-grader. Schwamm drüber: Diskussionen er den samme i hele Vestueropa. Her kaster vi til gengæld et par fædrelandssange ind.

Et hold af unge skuespillere – nogle af dem overraskende knalddygtige afgangselever fra Betty Nansen Teatrets C:ntact-projekt – låner stor autencitet til holdet af kropmulige unge i Kamilla Bach Mortensens skarpe iscensættelse.

Og lyslokkede Anette Støvelbæk med den sympatiske udstråling og sansen for det neurotiske er ideel casting som lærerinden, der kæmper for ørenlyd – og har sine egne dulgte motiver, i takt med at stykket skifter retning et par gange undervejs og rusker op i tilskueren lige så effektivt som de knald fra pistolen, der går af på passende steder. Sigtekornet rettes veloplagt mod os selv.

Hvad: »Ondt blod«
Hvor: Betty Nansen Teatret, Edison. Til 1. dec.
Hvem: Manuskript: Nurkan Erpulat og Jens Hillje.