»Det er ligesom at være med i en Hollywood-film,« siger Marie Louise Wille, da vi møder hende på Det Kgl. Teaters scene i Ulvedalene i Dyrehaven. Under de lysegrønne nyudsprungne træer dyrker to stuntmen fægtetræning, og et par heste rider igennem kulisserne, der om kort tid skal gøre det ud for 1700-tallets Frankrig.

Marie Louise Wille har rollen som den forræderiske Lady de Winther, kaldet Mylady, i dramatikeren Jokum Rohdes nyskrevne version af Alexandre Dumas’ »De Tre Musketerer«. Forestillingen er Det Kgl. Teaters dyreste udendørs­produktion nogensinde og har 200 statister på lønningslisten.   

»Det her er det tætteste, man som skuespiller herhjemme kommer på at lave en rigtig ramasjangfilm, og jeg synes, det er fantastisk at være med til,« siger den 40-årige skuespiller. Hun morer sig venligt over, hvordan det er gået for filmfolk, der på små danske budgetter har givet sig i kast med de såkaldte sværd- og sandaler-film.

»Til sådanne film skal du have det bedste af det bedste, når det gælder teknik og udstyr, og det har vi slet ikke ressourcer til i Danmark. Men her i Dyrehaven kan man gøre noget, der ligner, og skabe en anden form for action i nogle anderledes livagtige rammer. Det er sjovt at prøve at være med i noget, der er så stort. Der er allerede solgt 55.000 billetter. Tænk på, at det betyder, at stykket får et meget større publikum end mange smalle danske film har!« siger Marie Louise Wille, der taler af erfaring.

En af hendes første filmroller var i Simon Stahos »Daisy Diamond«, som fik seks stjerner af flere filmanmeldere og blev belønnet med en Bodil – men set af 2.337 mennesker i biografen.

Rolle i »Sommer«
Det har dog ikke påvirket hendes karriere, og da DR på den tid var på udkig efter nye talenter til deres store satsning »Sommer«, fik Marie Louise Wille en af hovedrollerne – som fotografen Mille Kaiser.

TV-serien blev en enorm succes for DR, og store dele af Danmarks befolkning lærte at genkende det karakteristiske mellemrum mellem fortænderne, der er en del af Marie Louise Willes charme. Sammen med smilehullerne, som hun ofte viser frem, da vi sidder i garderoben og nipper til en kaffe, der tydeligvis ikke har udgjort den største post på forestillingens budget. 

Hvordan er det at spille Mylady?
»Det er ren sjov og ballade. Det er en helt ny udfordring for mig at spille så stort. Altså det vil sige med så store armbevægelser. Folk skal kunne se os på utroligt lang afstand, så når man skal spille forskrækket, nytter det ikke noget bare lige at løfte øjenbrynene. Så går man tre skridt tilbage og gør lige sådan her,«  siger hun og slår teatralsk ud med armene bag over hovedet.

»Jeg skal forstærke alle mine reaktioner, og pudsigt nok, er det faktisk virkelig vigtigt, at man spiller godt, for lige så snart man rammer bare én falsk tone eller ikke lige har sig selv med, så runger det ud gennem højttalerne. Også på den måde er det et helt unikt format at spille i herude.«

Brændemærket
Hvilken rolle spiller du i Jokum Rohdes fortolkning?
»Stykket er selvfølgelig blevet bearbejdet, og hvis man kender Alexandre Dumas’ bog fra ende til anden, skal man ikke forvente, at alt sker som i forlægget. Men Mylady har stadig en hovedrolle i den del af historien, der handler om kærlighedsdramaet mellem hende og musketeren Athos. De har været gift én gang, og han forsøgte at slå hende ihjel, da han opdagede, at hun var brændemærket med den franske lilje som symbol – at hun har begået forræderi og hor. Men der er lagt endnu mere vægt på hendes skurkagtighed. Hun er jo interessant, fordi hun er sociopat, og hendes farlighed er, at hun er eminent til at forføre andre. På den måde kan onde kvinder jo være fascinerende. Athos er jo også vældig interesseret i at få fingrene i hende, selv om han angiveligt hader hende, og omvendt. Vi bliver jo ofte tiltrukket af mennesker, selv om de har sider, der kan være farlige eller ubehagelige, og det tror jeg, de fleste kan nikke genkendende til.«

Kan man godt spille en karakter med stor indlevelse i så stort et format?
»Man har nok ikke den sammen dybe indlevelse, som i et stykke af Lars Norén, men det er heller ikke det, opgaven går ud på. Når Mylady skal henrettes, skal jeg ikke formidle hendes følelser og spille offer, for det er ikke det, det handler om. Men jeg er optaget af hendes figur som den der gennemlede gemene heks. Og det har jeg været, siden jeg sad og så »De Tre Musketerer« i fjernsynet med mine forældre søndag eftermiddag. Det var svært for mig at forstå, at folk kunne være så onde, at de skulle halshugges. Det var i hvert fald ikke det, jeg lærte i mit barndomshjem.«

En ledeheks
Er det ikke en kliché, at en smuk og stærk kvinde som Mylady skildres som heks?
»Sådan synes jeg ikke, at det er interessant at se på det. Det er en 70er-agtig måde at lave historiefortolkning på. Mylady er en psykopat, og det er interessant at spille hende, men det er ikke interessant at være sådan.  Det er ligesom dengang, min mor kom hjem fra et pædagogseminar  og spurgte mig, hvem jeg godt kunne tænke mig at være, Snehvide eller den onde dronning? Den onde dronning, ikke!? Den onde dronning er gennemgemen. Jeg synes, Snehvide er sød og dejlig! Derfor kan jeg jo godt nyde at spille denne her lede heks. Og så har hun nogle helt fantastiske kostumer,« siger Marie Louise Wille og går i gang med at demonstrere, hvordan hendes definition på »ondt hår« ser ud. Hun beskriver sin paryk som et Frankensteins kusinelook og hiver en kjole frem fra garderobens tøjstativ.

»Når hun kommer ud af fængslet har hun denne her på,« siger hun og holder en stor, 1700-talskjole frem. Mylady går ganske vist med flæser, men de er lavet af sort latex. Kønsroller er i det hele taget ikke noget, Marie Louise Wille har det store problem med, og det kan måske også skyldes, at hendes mand, skuespilleren Thomas Bang, netop nu har taget en lang barsel for at passe deres kun fire måneder gamle datter, Uma. De to har været sammen i mere end et årti og har desuden niårige Tallulah sammen.

»Vi har altid bestræbt os på at gøre det ordentligt, det med både at være far og mor og skuespillere. Og faktisk var det sværeste at finde balancegangen, dengang vi begge var fastansatte på Aalborg Teater, da Tallulah var helt lille. Vi deles om opgaverne, og det er helt normalt i vores vennekreds, at fædrene deltager fuldt på linje med mødrene.«

Pusterum
Efter mange store teaterroller og den pludselige berømmelse med »Sommer« betød graviditeten med Uma, at Marie Louise Wille fik et tiltrængt pusterum, og det gav hende lyst til selv at skrive dramatik. Hvad vi kan have i vente på den front, vil hun ikke ud med endnu. Hvad fremtiden vil bringe, har vi også til gode:

»Lige nu kræver det simpelthen bogstaveligt talt al min energi både at arbejde og amme. Det er dejligt, fordi jeg er blevet bedre til at skille tingene ad og nyde at være på arbejde, når jeg er her, og nyde at være sammen med min familie, når jeg er det. Det er vigtigt. Jeg kan slet ikke sidde og sige sådan noget som »ja, nu må jeg også få mig en agent i Hollywood og se at få nogle store filmroller«. Det ville være fuldstændig surrealistisk.«

En slags Hollywood under trækronerne i Dyrehaven skal man jo heller ikke rynke på næsen ad...

Hvad: ’De Tre Musketerer’. Udendørsforestilling.
Hvem: Jens Jørn Spottag, Henrik Koefoed, Michael Brostrup, Peter Plaugborg m.fl. Manuskript: Jokum Rohde. Instruktion: Elisabeth Linton. Scenografi: Steffen Aarfing.
Hvor: Det Kongelige Teater, Dyrehaven.
Hvornår: 21. maj - 4. juli.