...
”Kameliadamen er sæsonens højdepunkt og en af John Neumeiers allerbedste balletter."
Sådan lyder det fra balletmester Nikolaj Hübbe om balletten "Kameliadamen", John Neumeiers version af Alexandre Dumas’ store kærlighedsdrama, som nu opføres for første gang nogensinde af Den Kgl. Ballet.
Handlingen (om den umulige kærlighed mellem den tuberkuloseramte pariserkurtisane Marguerite Gautier og Armand) er bygget på Alexandre Dumas’ klassiker fra 1848, som også har inspireret Moulin Rouge og operaen La Traviata samt altså balletten "Kameliadamen". Musikken er af Chopin.
Læs også anmeldelsen: Kameliadamen fremragende forløst
"Siden jeg så den første gang med The Hamburg Ballet i et gæstespil på Gamle Scene i 1987, har jeg drømt om at se denne ballet igen", siger Nikolaj Hübbe om balletten. "Jeg elsker dén ballet.”
Han danser selv solistpartiet som Armands far, Monsieur Duval (alternerende med solodanser Jean-Lucien Massot).
Hovedpartiet som Marguerite og Armand danses på skift af solodanserne Susanne Grinder/Alban Lendorf og Gudrun Bojesen/Ulrik Birkkjær.
Hvad: »Kameliadamen«
Hvor: Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Hvornår: 30. marts – 2. maj
