Nu gik det lige så godt på Nørrebro Teater. Men her kom så fiaskoen. Den er til gengæld en pæn en af slagsen.

Og det er svært at forstå, at den gør det. Burde teatrets ledelse ikke have set, at den finske komedie »Ud i kulden « ikke er umagen værd? Historien, hvis man kan kalde den det, handler om den moderne Noah, der vil redde menneskeheden og grundlægge en ny civilisation på klodens top. Om sig har han samlet en mildest talt broget flok - et par tjenstvillige assistenter, en menneskesky og emotionelt bundfrossen pølsemutter og hendes talende, discodansende slædehunde, en supersize-familie af debile neandertalere, sin egen rapkæftede ludermormor og en skydegal præst, der nægter at tale dansk, men kun engelsk. Der er vist nok tale om en »grotesk komedie om klimaet«, ifølge teatrets pressemateriale.

Men hvad satiren egentlig skal ramme, er ikke sådan lige at få has på.

Mon ikke den finske komedie skal tolkes i den retning, at vi kævler og ævler, drikker og horer i stedet for at gøre noget ved problemerne, mens verden går under?.

Ikke sjov

Det er i hvert fald det, der bliver enden på anstrengelserne, mens ekspeditionslederen - Troels Lyby i en ikke-rolle - synker sammen i magtesløshed.

Nej, »Ud i kulden « kommer aldrig ind i varmen: Den er fundamentalt usjov, trods hæderlige indsatser fra et udsat hold skuespillere samlet til topmøde. I hvert fald har Karen-Lise Mynster sine øjeblikke som misantropisk pølsevognshyæne, der i et kort, ømt øjeblik får sit permafrosne hjerte tøet op af Laus Høybyes spejderdreng.

Men rollen vil ingen steder hen, og instruktøren Farnaz Arbabi er noget videre på glatis. Hun har ikke kunnet stille meget andet op med det kropumulige materiale end at skrue op for blusset.

Værst er forestillingen, når den forsøger at kompensere for den manglende mening med højtråbende tomgang.

Hvilket vil sige det meste af tiden. Hold da op, hvor skal der meget vedvarende energi til at holde liv i en selvdød finsk farce. Til sidst afsynger Troels Lyby, snart støttet af hele holdet på rad og række - her måtte jeg kigge ned i gulvet - Tracy Chapmans gamle hit »Baby Can I Hold You« med dansk tekst som moralsk opsang fra alle dem, der ikke gjorde noget i tide: »Undskyld, er alt, hvad jeg kan sige.« Måske burde direktionen troppe op hver aften og synge med?