...

»Når lyset bryder frem!« Peter Belli er pludselig klædt i sin egen sorte rockhabit, når vi er nået til det sidste nummer i Folketeatrets stort anlagte Sebastian-teaterkoncert »Cirkus Fantastica«.

Naturligvis er teaterkoncerten genren, hvor der ikke nødvendigvis skal tolkes en til en i forhold til det, der synges. Numrene kan - og bør - sættes på scenen som en abstraktion, et billeddigt over ord og musik. Problemet med »Cirkus Fantastica« er bare, at alt for mange numre også savner en indlysende, underliggende forbindelse mellem det, der synges, og det, de medvirkende foretager sig på scenen.

Til trods for den cirkusmetafor, der er forestillingens lovligt klichétunge udgangspunkt, men som jo allerede findes som samfundsspejl i Sebastians tekstunivers.Bedre bliver det ikke af en alt for ensformig, smådeprimerende og indadvendt gøglermelankolsk tone i udvalget af sange, der er nærig med Sebastians hit, og får det meste til at lyde ens. »Teaterkoncert med sangene du kender,« lover teatret, men det er vist kun en halv sandhed.

Virker han ikke helt frisat lige pludselig? Fingerknipsende, hoftevrikkende og nu med glød i den raspede stemme og det evigunge glimt i øjet. Befriet for de gøglergevandter både han og Sebastians sange har været iklædt i de sidste par timer i forestillingen, der er bygget over udpluk fra den danske sangskrivers bagkatalog.

Det er ikke pænt at sige det, men det frisatte »ekstranummer« er lige ved at negere hele den forestilling, vi lige har overværet, for her får vi endelig en sanger, der stiller sig op og synger en sang uden den konstante hittepåsomme omklamring af tekst og musik, som forestillingen alt for ofte havner i.

Halvhjertet og klichétungt

Der er alt for meget opfindsom støj i forhold til de - ofte politisk farvede - tekster og de ikke uambitiøse toner. Toner som vi fornemmer, vi bør lytte efter, men som forsvinder et sted mellem scene og sal, når de slidte artister på den eksistentielle cirkusplads, der er rammen om sangene, skal lave så mange krumspring for at underholde.

Havde det rent spektakulære så været gjort mere overbevisende, men hvad der er mere ærgerligt er, at det heller ikke ender med at stå synderligt klart, hvad instruktøren Rolf Heim egentlig vil fortælle med størstedelen af de halvhjertede numre i manegen.

Smådeprimerende og indadvendt

Der er i det hele taget noget mørkt og indeklemt over forestillingen. Er Sebastian virkelig så ensformig en sangskriver? Det nægter jeg at tro. Naturligvis er der højdepunkter, hvor forestillingen endelig vier musikken den opmærksomhed, den har krav på. Som når Tammi Øst med den magnetiske udstråling - hvad enten hun er skægget dame eller bare dame uden skæg - trykker den af for fuld lungekraft. Når Ole Thestrups vemodige dummepeter tager i, så hele den store krop og det kødfulde hoved dirrer i selvlysende bajerflasker eller synger poetiske »Rose« dårende sårbart. Når Sara Grabow minder os om, at du ikke er alene - helt ene på scenekanten.

Så lever musikken. Så lever ordene. Så lever teaterkoncerten. Så længe det varer.

Hvad: »Cirkus Fantastica«
Hvem: Tekst og musik: Sebastian. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Jørgensen. Kapelmester: Tomas Wisti Raae.
Hvor: Folketeatret, Store Scene. Til 20. oktober. Turné: 30. oktober - 16. december.