Hver sommer prøver de kommende tredjeårselever på Statens Teaterskole kræfter med den klassiske komedie – og ikke mindst med friluftsteatrets svære krav. Eleverne møder nemlig publikum om eftermiddagen i Grønnegårds Teatrets have, ganske vist i noget mere intime rammer, for vi befinder os på lave bænkerækker omme bag scenen, som først tages i brug af »de voksne« om aftenen.

I år er valget faldet på Molières »Den adelsglade borger,« som ikke er helt let at bide skeer med. Komedien hører ikke til Molières bedste med sin forudsigelige historie om den snobbede bedsteborger, som er villig til at ofre både hustru og børn for en adelstitel. Er den ikke også en kende kynisk – i hvert fald som familieforestilling?

Iscenesætteren Vibeke Wrede har tillempet oldævlet, så børn fra otte år også skal kunne være med – det er de næppe. Og selv om de kommende skuespillere alle gør sympatiske indtryk, så må man godt have lov at spørge, om den begrænsende, fuld-fart-over-feltet-iscenesættelse byder på nok psykologi og variation til at interessere?

Klichefuld
Intrigen spiller, sandt for dyden, ikke sig selv. Man må fylde ud og give nuanceret liv, hvis øvelsen skal give mening. Iscenesættelsen byder på masser af ungdommelig spilleglæde, men også på en kedsommelig, klichefuld idé om, at gammeldags komedie skal spilles som skabagtige, enstrengede og højtråbende karikaturer (de onde) eller gævt, enstrenget og højtråbende med hænderne i siden (de gode). Sådan er det ikke. Det kan fremtidens stjerner da lige godt lære først som sidst.