Jack havde talt, så de daværende ejere droppede en musikprofil, der indeholdt lidt af hvert, og ændrede stedets formål. Grundideen skulle være blues, og det er den stadig. Året rundt efter opskriften: Blues eller noget der ligner som opvarmning - derefter aftenens hovednavn.

Scenen er ikke stor men heller ikke helt pivet, og den overholder lige nøjagtig mindstehøjden for et rimeligt stagedive. God kontakt med publikum, i den tredjedel af lokalet, der befinder sig mellem scenen og gaden.

Fra pladsen foran baren kan man se bluesmusikerne i profil og roligt klamrer sig til det nærmest bord, hvis man er ved at blive væltet. Det er boltet fast.

Mojo har en tætpakket stemning og er i det hele taget præget af praktiske løsninger, der udnytter enhver ledige krog. Gaderoben ved indgangen er kun en halv meter bred, den trecylindrede fadølsbar er vel cirka en hel. Træt af fadøl? (den er ellers billig først på aftenen) Prøv en Thy Pilsner - stedets egen import fra Nordjylland.

De ældste af billederne på Mojos Wall of Fame er fra 83/84. Find selv Roy Rogers, Poul Banks, Sam Mitchell, Poul Dissing, Peter Belli og mange flere. Champion Jack Dupree har selvfølgelig sin egen mindevæg tættere ved baren.

Værtshuset har siden 1995 været forpagtet af Rasmus Vinther, Erik Olsen og Tage Vossbein. Trekløveret overtog stedet helt pr. 1. oktober 1998. Øretæverne sad rimelig løst på Mojo indtil begyndelsen af 80'erne hvor den lille klubscene langsomt men sikkert ændrede karakter fra balladested til musiksted.