Verdens dårligste vits: Hvad syntes publikum om Pål Eides koncert i mandags? Man skulle have lavet en »exit Pål«.

Der var i hvert fald mennesker nok den aften. Tivolis koncertsal havde åbnet for hele 1.200 par øjne og ører. Så mange dukker knap nok op til dyre arrangementer med store stjerner.
Pål Eide selv er en lidt mindre stjerne. En herboende nordmand med dansk familie. Aktuel med en sympatisk CD.

Og altså inviteret af Tivoli til fejringen af komponisten Chopins 200 års jubilæum.
Mange kender Chopin fra Regndråbepræludiet og Sørgemarchen og den slags. Hans musik kan endda fås som ringetoner efterhånden. Den traurige polak er blevet et tonenavn, man synger med på.

Det går bare ikke for godt den mandag – i hvert fald ikke til en begyndelse... Eide virker ellers rutineret nok, kommer hurtigt ind på scenen, går hurtigt i gang.

Hans spil lyder også pænt nok på overfladen. Men det er ligesom pakket ind i filt. Lyden savner hele tiden forskelle, forskelle, forskelle. Eller sagt med finere ord: Nordmanden spiller stoisk hele vejen igennem – selv om romantikken på en vis måde var en afvikling af det stoiske.

Så gik lyset
Men sidst i andet nummer sker der noget. Lyset på scenen går simpelthen ud. Hvad sker der nu? Solisten spiller da bare sin ballade færdig. Aftenens gæst ejer åbenbart et overskud alligevel. Pyh.
Panik, panik... Den gamle have har bøvl med de nye lamper, sætter teknikere på arbejde, beder folk vente et kvarters tid.

Folk sidder nu alligevel og hygger sig. Kommer de gode medmennesker ved. At gå til koncert er også at være sammen om noget.

Og manden har en masse medvind bagefter. Gid den også ville blæse lidt til hans musik. Det sker bare ikke – endnu da:
Balladen i f-mol bliver tredje nummer i rækken. Pål Eide spiller den lidt som gånoder og løbenoder. Man hører ligesom ikke spændingerne.

En musiker behøver for resten heller ikke gå ind og ud mellem hvert eneste nummer. Det rimer på fine fornemmelser og tvinger for mange klapsalver ud af publikum.

Riv-ravruskende galt
Men han holder op med det efterhånden. Og i samme sekund samler situationen sig. Koncerten begynder for alvor – her midt i anden halvleg... Den mægtige Fantaisie-Impromptu fra 1834 klinger decideret kønt. Pål Eide spiller heller ikke så forkert længere.

Okay: Nogle steder går det riv-ravruskende galt for ham. Eide må tage de samme takter om og om igen. Ikke fordi han har glemt øvningen derhjemme. Men fordi han ikke altid forstår dens stemmer og spændinger.

Forskellene kom nu alligevel. Pål Eide kan variere fra det svageste svage til det endnu svagere – hvilket Chopin vistnok selv dyrkede. Og hans ekstranumre endte nærmest i top.
Hvorfor først dem?

Hvad: Koncert med pianisten Pål Eide. Musik af Chopin.
Hvor: Tivolis Koncertsal
Hvornår:Mandag den 26. juli