Hvad handler Salo om?
»Om fire midaldrende mænd, som har rigtigt mange penge og meget magtfulde positioner, og som vælger at gøre nogle ret ekstreme ting for deres fornøjelses skyld. Vores forlæg er både Pier Paolo Pasolinis film »Salò«, som foregår hos fire fascister i slutningen af 2. verdenskrig, og Marquis de Sades bog »120 dage i Sodoma«, som foregår hos den franske adel i 1700-tallet, men hos os er handlingen opdateret til nutiden.«

Hvorfor foregår det på et bordel?
»Det er oplagt for de fire venner at leje et hus, hvor der i forvejen foregår ting på kanten af loven, og hvor der er ikke er nogle moralske restriktioner. Udnyttelsen af magtforhold og spørgsmål omkring skæbner og identitet, som ofte er nært forbundet med seksualitet, er noget, der interesserer mig utroligt meget. Og så er omgivelserne selvfølgelig også en henvisning til den illegale indsmugling og sexhandel med kvinder fra især Afrika og Østeuropa, som også foregår her i Danmark. Grusomheder, som er fuldstændigt tabuiseret, og som der bliver gjort meget lidt ved. Men på et overordnet plan handler forestillingen om alle de steder, hvor mennesker tager magt over andre mennesker og misbruger dem. Den slags kan også foregå i et hjem eller på en skole.«

Hvad nu, hvis tanken om at gå ind i huset og selv deltage, gør en nervøs?
»Det er jo ikke så forskelligt fra virkeligheden. Man kan vælge at se på, eller vælge at deltage. Det er ligesom, når man går ind på en restaurant eller ind i en læges venteværelse. Der er nogle sociale strukturer i rummet og sker nogle bestemte ting. Man bliver ikke flået rundt eller hevet op på en scene. Man bliver set, og der er nogen, der forholder sig til en. Der er masser af tid til bare at sidde og være der eller til at fordybe sig i en samtale med en af karaktererne.«

Kan man også risikere at komme ind i huset på et tidspunkt, hvor der ikke rigtigt sker noget?
»Det er et definitionsspørgsmål. Hvad betyder det, at der »sker noget«? Nogle gange kan de største oplevelser opstå midt om natten, hvor man bare sidder og taler med en af bordellets vagter, mens der går en stuepige og støvsuger i hjørnet, og det meste af huset sover. Det kan sagtens være, det er lige der, det er allerstærkest. Det handler ikke altid bare om, at der er nogen, der bliver slået, eller nogen, der er nøgne, eller at der er et eller andet dramatisk optrin. Nogle gange kan universet være lige så intenst, når det hele bare ligger og ulmer.«

Hvad er det bedste ved København?
»Jeg kan godt lide, at København ikke er så ren som for eksempel byerne i Sverige. Jeg kan nemlig enormt godt lide at klunse, og det kan ikke lade sig gøre, hvis alt bliver ryddet op og lukket inde med det samme. Man kan finde alt muligt i containere og storskraldsrum, og mange af de ting, vi finder, indgår i vores scenografier. Til forestillingen her i huset indgår hundredvis af ting, vi har fundet. Steder, hvor der bor mange gamle mennesker og mange indvandrere er altid interessante. Indvandrere smider tilsyneladende flere og mere eksotiske ting ud, og når gamle mennesker dør, smider familien et komplet hjem ud ad gangen, hvor man kan afkode et helt liv ud fra de ting, man finder. Jeg fandt for nylig et album, som en kvinde havde lavet, da hun blev gift i 1950. Hun havde skrevet i bogen hver eneste dag i det første år af sit ægteskab og klistret busbilletter og hårlokker og fotografier ind. Jeg har også fundet en hel samling af babytøj fra 30erne og 40erne pakket ind i silkepapir. Fotoalbums er også altid interessante.«

Hvad er det værste ved København?
»Der mangler en generel høflighed. Vi har været meget i Tyskland, og det er meget nedslående at komme hjem til Danmark og opleve, hvordan folk snerrer af hinanden på gaden. Når man går ind i en butik i Tyskland, bliver man mødt af et »Kan jeg hjælpe med noget?«. Hvis der overhovedet bliver sagt noget i en dansk butik, så er det bare »Ja!?« Måske viser det noget om, hvor forkælede vi er.«

Hvad ville du vise en turist?
»Jeg synes, det er rigtig interessant at sidde på McDonalds på Hovedbanegården. Jeg tror ikke, det ville give turisten et særligt positivt indtryk af byen, men det er det sted i København, hvor man kan opleve mest bare ved at se på andre mennesker. Der er en meget højlydt stemning, og jeg har været vidne til de underligste situationer derinde. Og så ville jeg vise dem Domus Vista. Indtil de byggede Turning Torso i Malmø, var det Nordens højeste bygning. Nu står den der på en kæmpestor, tom parkeringsplads og repræsenterer en kuldsejet utopi om en hel by på højkant med et trøsteløst, visnet indkøbscenter i bunden og en halvt visnet, indendørs atriumhave, hvor gamle mennesker bevæger sig langsomt omkring i elektriske kørestole og rollatorer. Der er stille som døden. Men nu er der så blevet sat i gang i et kvarterløft, hvor folk spiser sammen en gang om ugen, og hvor nogen har plantet nye blomster i de tomme kæmpebede, så nu spirer der noget nyt liv frem. Det er meget interessant. Jeg bryder mig ikke om steder, der er for idylliske. Trøstesløse, forfaldne bygninger interesserer mig også. Der ligger en gåde i det: Hvad er der sket her, og hvorfor er det blevet sådan?«

Hvilken bydel er du mest knyttet til?
»Jeg har boet på 15. sal i et højhus fra 50erne på Frederiksberg i lidt over et år nu, og det er jeg glad for. Det er ikke så meget bydelen i sig selv, men det at bo helt oppe i himlen. Udsigten er fuldstændigt suveræn. Men Nørrebro og Nordvest er de områder, jeg kender bedst og holder mest af. Jeg kan godt lide multietniske kvarterer og steder, hvor der altid er noget, der er åbent. Hvis jeg kunne flytte højhuset ind på Nørrebro, ville jeg nok gøre det.«

Hvad: Salò
Hvor: Villa Salò, Krausesvej 3, Kbh. Ø
Hvornår: Ons. 27. jan. til 14. marts
Hvordan: Billetter på Republique.dk og mere info på Villa-salo.dk