Hvordan er det at overtage et job, der har været så meget medieomtale omkring?
»Jeg synes, at pressen har taget meget venligt imod mig. Og jeg tager det stille og roligt. Jeg kender ikke Jon privat eller professionelt, så der har ikke været noget, jeg har skullet arbejde med på den front. Og Østre Gasværk er et dejligt sted med et vidunderligt personale, så der er ikke noget, der er svært. Alt er faktisk rigtigt dejligt, åbent og lyst. Det, der var unormalt her, var, at stillingen blev slået så hurtigt op.«
Nu havde vi lige vænnet os til, at teatret hed »Gasværket«, og nu skal det så hedde Østre Gasværk igen. Er det for at lægge afstand til nogle af Jon Stephensens ideer?
»Nej, tværtimod. Nu har vi jo premiere på »Come Together« lige om lidt, og det er hans værk og hans idé, og det glæder vi os meget til. Østre Gasværk er det navn, som huset egentlig har. Det er aldrig blevet ændret officielt, så det er vi blevet enige om at fastholde. Og så er der også planer om, at andre gasværker skal laves om til kulturhuse - bl.a. et på Amager. Så er det jo rart at vide, hvilket gasværk, man taler om.«
Hvordan bliver tingene anderledes med dig som chef?
»Hvis man skal sammenligne, så er min force, at jeg kommer med den store teaterbaggrund. Jeg er jo uddannet skuespiller, har instrueret og været danser og er opdraget med teater fra jeg var helt lille, så det er totalt under huden på mig. Og så har jeg en stor rygsæk af gode erfaringer med fra Holbæk Teater - med en stor succes i ryggen og en masse priser.«
Hvad er dine planer for Østre Gasværk?
»De allerførste planer er at lukke huset mere op, primært mod det lokale. Østerbro-borgerne skal føle, at det er deres teater. Der bliver også taget særligt vare på børnene. Det bliver blandt andet med en Halfdan Rasmussen-forestilling i foyeren, og med den prisbelønnede ungdomsforestilling »Gidsel«, som vi fik en Reumert for, og som foregår i en bus, der kommer til at køre rundt i København. Vi kommer også til at lave kaffesaloner, som har været en stor succes på Holbæk Teater. Teatret kan jo bruges til mange ting udover at gå ind i et rum og se en forestilling.«
Hvad er det bedste ved København?
»At det er en lille by, og at man kan gå til alt. Man mærker det altid, når man kommer hjem fra udlandet. Så er det som at komme ind i sin egen handske.«
Hvad er det værste?
»Lige nu er det den skamplet, der ligger ude på Jagtvej 69. Jeg kører forbi hver dag på vej til arbejde og ser på det grimme hul med stort vemod. Det er som en tand, der er faldet ud af en mund. Det er så ærgerligt, at der skulle opstå den konflikt omkring det skønne hus. Jeg håbede til det sidste, at dialogen ville ende med et frugtbart resultat.«
Hvad ville du vise en turist?
»Østre Gasværk. Hele vores næste sæson er jo på engelsk, så jeg glæder mig til at modtage busfulde af japanere. Det er en smuk bygning med et rum, som kalder på åndelighed. Det er som at træde ind i en kirke eller et lille Pantheon. Et rum, hvor man kan tænke store tanker og give de store følelser los.«
Hvilken bydel er du mest knyttet til?
»Lige nu lægger jeg alle mine kræfter her, så jeg føler virkelig, at alle mine nervetråde arbejder hen mod Østerbro. Jeg har også engang boet i en lillebitte lejlighed i Fiskedamsgade med petroleumsovn tilbage i 80erne, så jeg har haft nogle vidundelige oplevelser her i kvarteret.«
Hvad mangler vi i København?
»At gøre endnu mere ud af forholdene for cyklisterne. Jeg synes, Bondam har taget rigtigt godt fat, og det er allerede blevet en form for turistattraktion, men der kan gøres meget mere. Jeg er stadig nervøs, når jeg sender mine børn ud på cykler i København.«
Hvor går du ud?
»De rigtigt skønne steder i København er de grønne områder og de åbne pladser. Jeg holder meget af at være udendørs i København. Også om natten, hvor lyset er fantastisk. Og så er Cap Horn i Nyhavn et enormt hyggeligt og meget sanseligt sted. Det er på grund af ildstedet. Det er også et godt sted at tage internationale gæster med hen.«
Hvilket sted i byen betyder noget særligt for dig?
»Det gør Kastellet. Da jeg boede i St. Kongensgade gik jeg utroligt mange ture på Kastellet. Det var der, jeg besluttede at søge ind på teaterskolerne, og det var også der, jeg gik hen for at lære mine tekster. Jeg boede i et kollektiv, så jeg var nødt til at komme ud for at kunne koncentrere mig. På Kastellet fik jeg samling på det hele og besluttede mig for, hvor mit liv skulle pege hen. Så det er et rart sted at komme. Og luften fra vandet er vidunderligt. Især nu om efteråret.«
Pia Jette Hansen