Føj til favoritter Del Send
Scene | 27/12/16

Mit København: Martin Høgsted

  • Foto: Petra Kleis Foto: Petra Kleis
30. december er han vært på det populære stand-up-show, Comedy Aid i selskab med Anders Grau. Vi tog en snak med komikeren Martin Høgsted om hans forhold til København.

Du skal være vært på Comedy Aid, hvordan er det?

Det er fedt. Det er en stor ære at blive spurgt. Det føles ret naturligt, at jeg skal være vært sammen med Anders, efter vi har lavet radio sammen. Vi er blevet pisse gode venner. Vi går meget op i, at det er de optrædende, der skal fylde i showet, så vi vil ikke lave klassisk stand-up. Det bliver noget fjol mellem de andres optrædener, vi bliver fluffers, der sørger for god stemning.

Hvilken bydel bor du i?

Jeg bor i det nye Nordhavn. Jeg havde boet i Nansensgade, som jeg elskede, i fem år. Vi havde brug for luftforandring, og kæresten pressede på. Nu elsker jeg det helt vildt. Jeg har tidligere været typen, der gjorde grin med Ørestad, og nybyggeri var slet ikke i tankerne. Nu venter vi nr. to, og der er noget andet, der trækker. Det er et fedt kompromis. Vi kigger på noget vand, og der er noget fedt over at se tingene udvikle sig, og at der kommer flere og flere til. Der er mere ånd, end jeg regnede med. På Nansensgade var naboen født der. Der følte jeg mig mere som en gæst.

Hvilken bydel er du tættest knyttet til?

Nansensgade og Nørrebro. Jeg flyttede til byen, da jeg var 20 år, og jeg boede flest år på Nørrebro. Min kæreste lærte mig at elske centrum. Jeg følte, det var for turister og bonderøve. Nansensgade er klassisk. Der er lidt landsby-feel. Jeg boede på Nørrebro i 8-9 år. Der nåede jeg at opleve, at det var forskelligt hvor der var fedt. Jægersborggade osv., det flyttede rundt. Der er Nansensgade en evergreen. Det er hyggeligt. Det er den perfekte blanding af Nørrebro og København K.

Læs også: Mit København: Aura

Hvor er dit yndlingssted i byen?

På Nørrebro på Assistens Kirkegård. Jeg var mindblown over, at man sad på kirkegården og drak øl. Det var spændende og interessant. Der har jeg hængt meget, og det kan jeg stadig godt lide. Om sommeren kan jeg lide at være der med min søn. Folk holder ikke fest der. Det er ikke som i Kongens Have, det er jo Ibiza. Jeg er også begyndt at elske alt omkring havneområdet. Det er først gået op for mig nu, at der er vand i København. Med Inderhavnsbroen åbnede hele havneområdet sig op for mig.

Hvordan bruger du havneområdet?

Vandet giver bare ro. Jeg er en mega lille bader, det er for koldt her. Men jeg elsker badeland. Det er jeg tilhænger af. Jeg elsker DGI-byen og Valby Vandkulturhus. Det er fedt, fordi man har fået børn. Nu kan jeg tumle rundt igen.

Synes du, at der mangler et badeland i København?

Ja. Vi ville ikke lave andet. Min kæreste og jeg elsker begge badeland. Vi ville være der meget. Jeg har engang for mange år siden kørt til Polen for et badeland. De kæler dog ikke for detaljen i Polen, og jeg kom hjem med rifter på ballerne. Vi mangler helt klart et badeland i København.

Læs også: Mit København: Jan Gintberg

Hvor er det mest imponerende sted i København?

Lufthavnen. Jeg elsker det. Man føler sig international i lille København. Men jeg gør det altså kun, når jeg skal rejse. Jeg tager afsted i god tid. Tusser rundt og kigger på fly, og her er det tilladt at drikke øl meget tidligt om morgenen. Det gør jeg også. Det er klichheen over dem alle at drikke øl kl. 10. Jeg er et klichefyldt mennesker, og jeg drikker også Bloody Mary i flyet.

Hvad er det bedste ved København?

Et af de bedste steder for mig er min lejlighed. Jeg slapper mest af der. Men jeg elsker at være tæt på tingene. Man føler, man er, hvor der sker noget. Jeg er tæt på alt. Man er aldrig mere end et kvarter væk fra, hvor det sker.

Hvad er det værste ved københavn?

Det bedste jeg ved er at køre rundt på min Christiania-cykel med min søn og kæreste. Vi glor bare på folk. Vi har lige fået stjålet den for anden gang. Det er det værste ved byen. Folks forhold til cykler. Det er ragnarock. Og så sælges den kort efter på Den Blå Avis. Jeg bliver arrig og sur. Vi kan desværre ikke have en Christiania-cykel længere. Det kan ikke lade sig gøre, da den bliver stjålet.

Hvilke steder kan du anbefale at gå ud?

Jeg elsker at spise morgenmad alene og få en god omelet. En af de bedste er fra La Esquina i Ryesgade. Jeg er træt af blødkogte æg. Der er så mange morgensteder, du ikke kan få andet. På La Esquina er der gode omeletter med salsa og grønt på toppen.

Har du nogle særlige steder, du kommer ofte?

Jeg er ikke tilhænger af at være stamgæst. Jeg bruger ting tæt på mig. På Nasensgade kom jeg på Höst. Den københavnske mad-scene er vanvittig. Der er poppet ting op mange steder med høj kvalitet. Og det er jo faktisk ikke dyrt. Man forstår den høje kvalitet, når man kommer til udlandet. La Pétanque på Israels plads laver gode boghvede pandekager, og der kan man spise sig mæt for 100 kr. Havde det ikke været franskmænd, der stod bag, havde det været for cheesy. Så kører der fransk radio, det er mega hyggeligt. De er rare dernede.

Jeg er også ret glad for Souls på Nordre Frihavnsgade her får man lækker vegansk mad. Den sidste overraskelse, jeg fik, var El Nacional. Her blev jeg overrasket. Det var meget simple ting, jeg ikke havde smagt før. 17 små retter for ingen penge. Stedet var lidt rodet, og det var fedt. Mange af stederne bliver tit lidt strømlinede. Jeg er også glad for burgere, men der er så mange af dem. Jagger på Istedgade er virkelig lækkert. De har en burger, som man kan være bekendt som vegetar. Jeg er ikke selv vegetar, men denne smager fucking vildt.

Læs også: Mit København: Klumben

Hvor drikker du kaffe?

Coffee Colletive bliver for fancy pants til mig. Det er lidt for surt for min smag. I Torvehallerne ligger Resso. Her er kagerne og kaffen god. Min kaffe skal være rund i smagen.

Hvor går du i byen?

Når man er fra Slagelse er man tilhænger af brune værtshuse. Jeg tror, jeg har været på en natklub i København 10 gange. Jeg var ret glad for Café Runddelen inden der kom for mange rockere. Der er også så mange restauranter, hvor man har lyst til at sidde og drikke drinks. Det er der mange steder, der er gode til.

Hvad ville du vise en turist?

Helt klart madscenen. Mit hoved ville eksplodere over alt det, jeg skulle vise. Byen tager sig også godt ud fra vandet. Under Knippelsbro ligger Kayak Republic. Der holdt vi fest, da jeg havde friet til min kæreste. Det har en plads i mit hjerte. Det er et helt vildt fedt sted. Det ligger lidt råt, og det clasher med omgivelserne. Jeg elskede Christiania, dengang jeg kom til byen. Men nu tør man nærmest ikke gå der. Det har mistet sin charme lidt. Det var man stolt af for 10 år siden, og det er pisse synd.

Hvad dyrker du af kultur i København?

Man skal storprioritere, når man har børn, og her vinder restauranterne oftest. Jeg er ikke så teateragtig, måske pga. min opvækst i Slagelse. Jeg optræder også en del, så jeg er selv en del af kulturscenen. Jeg kan sgu godt lide Comedy Zoo. Her ved man, hvad folk kommer efter, og de er ikke mega fulde. Samtidig undgår man folk, der ikke kan lide stand-up. Jeg er også begyndt at tage til fodbold igen. Min kæreste er barndomsvenner med Erik Johansson fra FCK. Når jeg ser fodbold slapper, jeg helt af, og det er fedt. Man bliver stolt som københavner. Når FCK gør det godt. Og det gør de satme for tiden.

Læs også: Mit København: Tobias Dybvad

AOK Tjenester