Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Scene | 16/02/10

Mit København - Kristján Ingimarsson

  • Foto: Mads Nissen Foto: Mads Nissen
Fredag 19. februar er der premiere på Kristján Ingimarssons nye forestilling »Big Wheel Café«, hvor en samling truckere (i skikkelse af bl.a. en ninja, en dværg og en cowboy) finder meningen med livet på en motorvejscafe. Hans egne stamsteder ligger oftest i nærheden af de teatre, han arbejder på, og så savner han den afslappethed, byen havde, da han flyttede hertil for 17 år siden.
Hvad handler stykket om?
»Udgangspunktet var reinkarnation, døden og buddhismen. Og så dukkede ideen med truckercafeen op. Jeg arbejder altid på den måde, at jeg lægger ud med nogle ideer, og så er jeg rimeligt impulsiv over for, hvor de fører mig hen. Og så finder jeg stille og roligt ud af, hvad det hele handler om undervejs. Der opstår ofte noget fantastisk ud af modsætninger. Måske opdager man, at truckerlivet og buddhismen har meget mere tilfælles, end man lige troede. Jeg kan ikke tænke mig frem til mine forestillinger. Det kan man ikke med kunst. Så i stedet går jeg bare i gang, og så løber jeg ind i en væg, og rejser mig igen. Jeg bliver nødt til at gøre noget og lære af det undervejs, i stedet for bare at sidde og spekulere og få ondt i hovedet.«
 
Hvem kan man møde på cafeen?

»Der er nogle faste karakterer, blandt andet en ninja, en dværg og en grædende cowboy, som selvfølgelig allesammen er truckere. Og så kommer der nogle gæster i forestillingen på forskellige aftener. Jeg lægger selv ud som gæsten på mandag, og Nicolas Bro kommer også forbi en aften. Og Kasper Ravnhøj fra Mute Comp. er gæsten på tirsdag. Han skylder mig nogle ting, som han kommer for at aflevere. Vi lavede et væddemål engang, hvor vi sad og drak nogle øl og spillede iShoot på min iPhone. Vi var begge to i gang med en ny forestilling hver især, og så begyndte vi at vædde om, at der var nogle ting, der skulle dukke op på scenen i løbet af aftenen. Et halvt minuts stilhed, en and, og et stort plasticøre. Han tabte hele tiden, så jeg forventede selvfølgelig, at de tre ting var med i hans forestilling. Og det var de så ikke, så nu forventer jeg, at han kommer og afleverer dem på tirsdag.«

Er der et sted i København, der minder om Big Wheel Cafe?
»Det minder nok mest om et af de gamle værtshuse, hvor der er nogle stamkunder og nogle uskrevne regler og en bestemt stemning. Det kender du sikkert godt, at man går ind på et værtshus, og så kan man bare mærke med det samme, at her hører man ikke hjemme. Man passer bare overhovedet ikke ind, i modsætning til alle dem, der sidder derinde i forvejen og er gået i ét med omgivelserne. Så kommer man ind i sine helt forkerte farver og med en helt forkert energi og beder om en latte og falder helt ved siden af. Men til gengæld er det en oplevelse. Jo oftere, man så kommer der, jo mere kan man tillade sig. Til sidst kan man gå ind bag ved bardisken og skifte musikken, hvis man vil.«

Har du selv et stamsted i København?
»Efter at jeg er flyttet til Vordingborg, kommer det meget an på, hvilket teater jeg arbejder på. Så finder man nogle steder i nærheden, hvor man passer ind, og bruger dem som frokost- og arbejdssteder. I øjeblikket sidder jeg meget på Kellerdirk, som ligger lige ved siden af teatret. Og da jeg lavede min sidste forestilling på Husets Teater, var jeg meget på Vesterbro. Bang & Jensen bruger jeg stadig rigtig meget. Det er et dejligt sted at mødes. Og når der så bliver lidt for meget larm, er Det Gule Hus længere oppe ad Istedgade også rigtig fint.«

Hvorfor Vordingborg?
»Da min kone og jeg fik børn, begyndte jeg at savne naturen og det at kunne se lidt længere. Dengang boede jeg på Amager, og hver gang jeg cyklede over Langebro, stoppede jeg op og trak vejret, før jeg cyklede ned i junglen igen. Til sidst var jeg begyndt at stoppe op i lidt for lang tid på broen, og så flyttede vi. Jeg kommer fra en lille by på det nordlige Island, så jeg var vant til at bo fem minutter fra havet og bjergene.«

Hvad er det værste ved København?
»Byen er ved at miste lidt af den afslappethed, den havde, dengang jeg flyttede hertil fra Island for 17 år siden. Det var det største spring i mit liv, og det var en fuldstændig omvæltning. Der var en meget stor frihed og løssluppenhed, og det var helt nyt for mig. Islændinge og danskere er vidt forskellige, og det var sikkert endnu mere markant dengang. På Island handler det hele om arbejde og stræben. Sådan har det altid været, for det har altid været hårdt at bo der. Det der med at skaffe føde, at blive voksen, at få sig en familie og et arbejde og at blive gift og tage ansvar. Så da jeg var 22 år på Island, var jeg allerede ved at blive lidt desperat. Jeg havde ikke en kone, men jeg var klar til at få børn og hele pakken – samtidig med, at der var noget i mig, der bare skreg på forandring. Og da jeg så flyttede til Danmark, kunne jeg se, at man sagtens kunne være ung, selvom man var 35. Der var sol og og kærlighed. København havde noget fantastisk specielt over sig i forhold til andre storbyer.«

Hvad mangler København?
»Der mangler lidt mere ro. Og så synes jeg, det er trist, at man ikke giver mere plads til Christiania, for det er et frø, der smitter af på så mange andre ting i byen. Og det er det sted i Danmark, som folk ude i verden kender. Jeg har ikke så meget med Christiania  at gøre, men dengang jeg boede på Amager, cyklede jeg altid igennem Christiania med mine børn på vej til vuggestue. Selvfølgelig er det også beboerne selv, der skal tage sig sammen, hvis de har lyst til at fortsætte det enestående eksperiment. Men at man er ved at ødelægge det eventyr i stedet for at dyrke det, er simpelthen den største fejl.«

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

KØBENHAVN SET FRA ISLAND

DU KENDER DE FORKERTE STEDER OG LÆNGES EFTER DET STORE UFORPLIGTENDE SLUM SOM CHRISTIANIA REPRÆSENTERER.

Det er ganske ejendommeligt at du focuserer med en så lille optik på København. Byen skal ikke tilhøre dem som ikke vil betale eller yde, dette fostrer hverken skønhed eller øget kreativitet.

København har så meget at byde på, som ikke forstås fra dit ståsted. Hop.

 

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media