Nicolas Bros store, halvnøgne og ubagte krop ligger nærmest provokerende henslængt i tronstolen. Konge – og narrekronen er plantet solidt på hovedet som var det Kong Ubus fra et helt andet, absurd teaterstykke. Men ellers er han ribbet for alt. Forladt. Og noget nær apatisk i sin overbevisning om, at intet kan besejre ham, som han sidder dér og venter på, at fremmede hære skal trænge ind i hans førerbunker, løbe stormløb mod den tyran, der har myrdet sig frem til magten og fortsat med at slagte for at beholde den. Men tag ikke fejl: Armene har stadigt deres eget liv og kan gribe ud efter den første, den bedste strube, som nærmer sig.

Transvestit-hekse
Et af mange slående og gennemtænkte billeder i Katrine Wiedemanns storslåede »Macbeth« på Gasværket. Det er i illustrationen, Katrine Wiedemanns Shakespeare-tolkning har sin styrke. Godt hjulpet af scenografen Maja Ravn, der har skrællet Gasværkets rå rum. En »tidløs« Shakespeare, placeret et eller andet sted i kølvandet på forrige århundredes to verdenskrige. Allerede åbningen er slående: Støvletramp i mørket, ventende soldater på en banegårdsperron, anført af Nicolas Bros Macbeth, som fejrer hjemkomsten ved at gå på bordel og kaste sin store krop ud i brunstig vellyst med tre transeludere – det er dem, der forvandler sig til de hekse, der planter giftfrøet i krigsherrens sind: Hvorfor skulle jeg ikke kunne regere? Allerede her kædes magten – og mordet – sammen med kroppen og lysten.

Noget der gentages når Sofie Gråbøls lille, benhårde Lady Macbeth sendes på banen. Hun er nærmest ved at få orgasme på sidelinjen, da Macbeth – ansporet af sin ærgerrige hustru – langt om længe får taget sig sammen til at myrde sin forgænger i badekarret under hvinende Psycho-violiner. Ondskaben, den blinde ambition, sidder i kødet som en anden drift.

Konturløs Macbeth
Desværre er Katrine Widemann langtfra lige så sikker i persontegningen, som hun er i orkestreringen af de eminente billeder, hvoraf de fleste giver mening. Derfor bliver hendes Macbeth også kun en halvt gennemført – uforløst - bedrift. Kender morderparret overhovedet hinanden? Nicolas Bro spiller sin Macbeth som en ikke så fjern fætter til den »Hamlet«, han åbnede Skuespilhuset med. En veg, samvittighedsplaget og ejendommelig grinebider af en nøler, der efterhånden forvandler sig til en olm outsider på den glidebane mod afgrunden, hans myrderier sender ham ud på.

Men det er også en underlig konturløs præstation – tager han noget alvorligt? – med alt for lidt omsorg for de billeder, der i en enhver Shakespeare-tolkning bør stå mindst lige så klart som alle dem, en instruktør og en scenograf kan male udenom: Dem der opstår af sproget. Alt for meget forsvinder i munden på Nicolas Bro. Ikke bare fordi diktionen er utydelig, men også fordi det glipper med iscenesættelsens klare tanke med hver replik, der spyttes ud. Nu bliver Macbeth – og dermed stykkets formkurve – alt for ens i tonen.

Uhyggelig? Hverken Macbeth eller forestillingen, ikke engang i anden afdelings sære vanvidsderoute inde i hovedet på Macbeth. Nej, denne »Macbeth« skal ikke ses for retorikken. Hvornår begynder Katrine Wiedemann at interessere sig for den? Til gengæld er den stadig værd at notere sig for sine syner.

Hvad: »Macbeth«. Tragedie af William Shakespeare.
Oversættelse: Niels Brunse.
Iscenesættelse: Katrine Wiedemann.
Scenografi: Maja Ravn.
Dramaturgi: Karen-Maria Bille.
Hvor: Gasværket. Til 1. maj.