Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Scene | 03/09/10

Må jeg klappe den?

  • Foto: Karli Saul, Scanpix Foto: Karli Saul, Scanpix
Selvlysende dinosaurer indtager en komplet mørklagt teaterscene i det indre København. Alle de medvirkende dansere er komplet usynlige.

Der er bælgravende mørkt i teatersalen. Der er endnu mere bælgravende mørkt på scenen.

Indtil et par dansende blå lys fanger alle de udvidede pupiller i salen, og hundredvis af børn presser sig frem mod sædet foran for at følge med.

De blå lys omdannes til to store, hvide fortidsfugle, der flyver susende gennem mørket som lysende kridttegninger. Og snart indtages scenen af den grønne dinosaur Darwin og hans ven, den blå professor, plus den frygtindgydende, knaldrøde tyrannosaurus rex: Brutus med det gigantiske, gule gebis.

Alle figurerne er som lysende streger i luften og styres af sortklædte dansere, der er komplet usynlige for publikum. Der er mere end 35 figurer med i forestillingen, inklusiv dansende blomster og en småsyret fisk med solbriller, og de styres alle af fem sortklædte balletdansere, der ikke kan så meget som skimtes i mørket.

Til premiere i Tallinn
Vi er til premiere på forestillingen »Darwin the Dinosaur« på Nokia Theatre i Tallinn, hvor forestillingen skal spille et par gange, inden den rykker videre til otte forestillinger i København på musik- og comedyteatret Bremen.

Den blå professor, som er den eneste menneskelignende figur i forestillingen, danses af amerikanske Eleanor Carney.

Hun er gift med skaberen af forestillingen, Ian Carney, og fortæller, hvordan ideen til forestillingen opstod ved et legesygt tilfælde. Ian Carney dansede i showet »Movin’ Out« på Broadway, og en aften viste hans kollega Corbin Popp ham et stykke lysende LED-ledning.

»De bandt det fast til bæltet og til anklen og slukkede lyset, og da de så, hvordan det så ud, når de bevægede sig, tænkte de, wouw, det er da cool!« siger hun på rullende amerikansk, iklædt sit tætsiddende, sorte kostume, som gør hende usynlig på scenen. Hun fortæller, hvordan Ian og Corbin brugte timevis på at lege med de lysende ledninger, og når hun kom hjem, ville der ligge stumper af ledning over hele huset.

Efterhånden fik de bygget nogle figurer og skabt en ti minutter lang forestilling, og da de viste den til Detroit Music Hall, bestilte teatret et fuldt show på en time. Sammenlagt tog det fire år at skabe forestillingen, som nu har turneret i to år.

Danserne på scenen har selv bygget alle kostumerne, som blandt andet er sat sammen af skateboards, skinnebensbeskyttere, hoppebolde og fiskestange i en sjov blanding af hightech og lowtech, der til slut dækkes med sort stof og lysledninger.

Under forestillingen danser, springer og triller danserne usynligt rundt på scenen på hjemmelavede anordninger med hjul og med stænger i hænderne. Når man ikke selv er optaget i et kostume, hjælper man til i de større scener - helt sortklædt. Så er man helt usynlig - en »ninja«.

Og når teknikken svigter, batteriboksene skal skiftes og lysledningerne fuser ud, er det danserne selv, der reparerer dem. Et helt dinosaurben er blevet skiftet ud undervejs i en forestilling af usynlige dansere, mens showet kørte videre.

Tyronnausaurus Rex og en skrigende børnehaveklasse
Nogle gange går det galt. Til en forestilling i L.A. var danseren Steven i det knaldrøde tyronnosaurus rex-kostume kommet for langt ud på scenen og snublede ud over scenekanten, direkte ned i skødet på en skrigende børnehaveklasse, der med rædsel havde set det rødglødende rovdyr nærme sig lige lovligt meget og til sidst vælte direkte ind over dem med et åbent gab af savtakkede tænder.

Men for det meste triller den poetiske forestilling bare derudaf uden skræmmende oplevelser, og børnene er vilde med Darwin.

Børnene stiller spørgsmål
Efter forestillingen vælter de estiske unger nærmest op på scenen. Efter hvert show holder de amerikanske dansere altid en lille spørg-og-svar-seance, hvor børnene kan få lov til at se kostumerne på nært hold og stille spørgsmål. De estiske arrangører havde advaret danserne om, at det skulle der nok ikke sættes så meget tid af til i Tallinn.

»Folk her er lidt reserverede og generte«, forklarede de. »Det kommer nok ikke til at vare så længe«.

Men de lyshårede unger kæmper om at komme op på scenen og stikke hovedet i gabet på Darwin.
»Hvorfor er den røde dinosaur så sulten hele tiden? «spørger en.
»Hvor meget vejer hovedet?« spørger en anden. Nogen vil vide, hvordan figurerne bærer det røde hjerte. Kan danserne selv undvære at spise undervejs? Er det farligt at danse i mørket?

»Må jeg klappe den?« er der også en der spørger. Og da der bliver sagt ja, filtrer en skov af ivrige børnearme sig vej op på scenen for at ae det lysegrønne dinosaurhoved.

Børn reagerer forskelligt i alle lande, fortæller Eleanor Carney. I Sydamerika er børnepublikummet en anelse ældre og fanger alle de mere subtile småting.

I Nordamerika går en slo-mo-henvisning til en kampscene i The Matrix altid rent ind. mens den får knapt så mange reaktioner i Europa. Til gengæld tager en dinosaurkamp med summende lyssværd kegler over hele verden. Alle kender Star Wars.

Når forestillingen kommer til København, bliver der også en spørgsmål-og-svar-session efter showet, og eftersom forestillingen endnu ikke har været i Danmark, er det svært at sige på forhånd, hvad de danske børn vil lægge mærke til.

Til gengæld kan de komme på hjemmebane, hvis truppen beslutter at komme tilbage til København. Deres næste projekt er nemlig at lave en forestilling over »Den Grimme Ælling«.

Men først skal truppen altså spille otte forestillinger med Darwin på Bremen - og derefter skal de på deres anden Darwin-tour i USA og Canada, efterfulgt af endnu en tur til Sydamerika.

»Det største spørgsmål, vi plejer at få, er, hvad der sker til sidst«, fortæller Eleanor Carney om forestillingens poetiske slutning. Dør Darwin - eller bliver han transformeret til noget andet?

»Et par kom engang op til os efter forestillingen og sagde: »Mange tak!«,« fortæller hun. »Vores hund skal snart dø, og det har været svært for os at forklare det til vores barn. Men det her er en meget smuk måde at forklare hende på, at han kommer til at leve videre i en anden form«.

Men det mest almindelige spørgsmål fra børnene til truppen vil utvivlsomt stadig være, hvorfor de to dinosaurer slås med lyssværd.

»Vi plejer at svare »hvorfor ikke«?«, siger Eleanor Carney. »Det er, fordi det er cool«.

Hvad:
Hvor: Bremen, Nyropsgade 39-41, Kbh. V
Hvornår: Premiere tirsdag 7. september kl. 19. Dørene åbner kl. 18. Forestillingen spiller i alt 8 gange frem til søndag 12. september.
Hvordan: 195-295 kr. på billetnet

Forestillingen er skabt af Ian Carney og Corbin Popp og varer en time.

Se hvor og hvornår Darwin - den magiske dinosaur opføres.

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

REKLAME

Hvor mange fribiletter har Berlingske fået for denne reklame, i har camoufleret som kultur artikel.

 

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media