»Drømmer jeg eller er jeg bare blevet drug raped af Peter Aschenfeldt?«

Lyder det som en blanding af Holbergs »Jeppe på bjerget« og Linda P., så er det ikke helt forkert. Og titlen på Nørrebro Teaters nye, spinkle komedie er da også »Linda P. på bjerget«.

Holberg leverer nu ikke så meget andet end ideen om, at man kan gøre skidt til ære som del af et kynisk væddemål: Malerhjernen fra Sydhavnen vågner op i en mediemoguls kontor og bliver snart gjort til en af tidens uformående tv-stjerner - talentløs idiot i bedste sendetid.

Til gengæld er der en solid dosis Linda P. både i historiens frie metaleg med klicheerne om den unge pige, der pludselig kom ind fra højre og blev stjerne på rekordtid. Men også på scenen, hvor hun erobrer det meste af sendetiden som en eller anden version af sig selv. Og det gør hun godt.

Hun står tilmed fint distancen mod selv Ulf Pilgaards garvede, afslappede professionalisme, når han som skrupelløs producent med dæmpet elegance afleverer sine kyniske betragtninger om menneskeforbruget i en moderne tv-kultur.

Ingen nedre grænse
Linda P. er faktisk temmelig kær, når hun klumpedumper rundt som mere eller mindre modvilligt offer for den tv-verden, som ikke længere kender nogen nedre grænse for laveste fællesnævner. Var der nogen, der sagde fladskærm?

Stykket er mest af alt en række groft sammensatte situationer, der først og fremmest giver manuskriptforfatteren Jonatan Spang og Jacob Tingleff mulighed for at stikke til en fladpandet medievirkelighed i en række løse revyoptrin - Benjamin Boe Rasmussen viser talent for genren i et par meget rammende parodier på snakkemonstret Møllehave og blærerøven Mads Christensen.

Og til at lade Linda P. gøre alt det, hun kan: Lukke op for standup-kæften, rå mod andre, rå mod sig selv. Og lidt, vi ikke vidste, hun kunne. Navnlig i sine fuldemonologer og i forelskelsen i Stine Prætorius karriereklatrer viser hun nemlig en fin, lille følsomhed bag sit kontante sydhavnspanser,

Resultat: Zappende morskab på Nørrebro Teater, teatrets svar på TV2 Zulu. Men jævnt underholdende. Det er da mere end man kan sige om en almindelig tv-aften.