Det gør de nu alligevel på Får 302, hvor den islandske instruktør Eigill Palsson har samlet et interskandinavisk hold skuespillere til en bevidst grotekst vrængende, fri version af af den svenske forfatter og nobelprismodtager Pär Lagerkvists roman »Dværgen« fra 1944.

Den tilbyder et ubehageligt kig ind i en sjæl, der er martret af mindreværd og den rene ondskabsfuldhed. Forestillingen er selv lidt af bevidst teaterbastard med sine ugeale medvirkende på fire forskellige, nordiske sprog, sin undertiden sprælske, fysiske kaoskamp med enkle rekvisitter i den trange scenografi, hvor der skæres ansigter til den store guldmedalje. Ganske befriende: Skal det være grimt, så lad det være grimt!

Desværre spædes der, i tidens postteatrale ånd, op med alenlange afliringer af skiftende tidernes forsøg at udlægge ondskabens væsen - sikkert spændende, men også tung dødvægt. Resten, den kyniske historie om den inkarnerede ondskab, havde været stærk nok til at stå alene.