Musical & Musikteater

Herhjemme kom Odense Teater først med sin opsætning i 1992, mens mange stadig husker Morten Grunwalds vellykkede omplantning til Østre Gasværk samme år – en forestilling, der i den grad var med til at puste til musicalinteressen herhjemme.
Det var to franskmænd, Boublil og Schönberg, der med ”Les Misérables” skabte forestillingen i en sportshal i Paris i 1980. Succesen begyndte for alvor at rulle, da den engelske teaterproducent Cameron Macintosh fik stukket en plade med den franske førsteopførelse i hånden. Han fik instruktøren Trevor Nunn fra Royal Shakespeare Company til at bearbejde forlægget. Den gennemkomponerede musical – komplet med ledemotiver som i operaens verden – gjorde sig også bemærket med sin mobile scenografi og et væld af nyskabende lyseffekter. Resten er historie: Forestillingen, der stadig kan ses i London, er den længstvarende teatersucces i West End, ligesom den løbende kan ses kloden rundt.
“Les Mis, “ som fans af musicalen kalder den, er bygget på Victor Hugos roman “De elendige” fra 1862. Hovedpersonen Jean Valjean er galejslave, der i sit ny liv som borgmester forsøger at lægge afstand til sin fortid ved at optræde så ædelt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Jo, der er masser af passion og sentimentalitet i musicalen – foruden revolutionsromantik for alle pengene, når forestillingens galleri af studenter, fabriksarbejdere, ludere og lommetyve går på barrikaderne – under stor applaus fra borgerskabet verden rundt!
På Det Ny Teater, der bedyrer, at opsætningen nu er større end nogensinde herhjemme, skal Flemming Enevold for første gang give liv til den store rolle som Valjean, mens Morten Staugaard er hans onde ånd, politimanden Javert. Desuden medvirker blandt andre Anne Grethe Bjarup-Riis, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Steen Springborg og mange flere .
Hvor: Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, København V
Hvornår: 17. september – 20. december
Hvordan: Billettlf. 33 25 50 75 eller Billetnet