Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 14/01/13

Lad nådens vinde blæse

  • Foto: PR Foto: PR
AIDS-dramaet »Engle i Amerika« beviser sit værd som nyklassiker fra 1980erne, men spilles for halv kraft på Betty Nansen Teatret.

...

Hvad skal vi i med Tony Kushners drama »Engle i Amerika,« som handler om 1980ernes AIDS-katastrofe, der rystede USA?

Et kæmpe-opus skrevet i begyndelsen af 1990erne, hvor alt så sortest ud, men hvor dramatikeren alligevel finder en form nådens håb for det guds- og ideologiforladte menneske i horisonten?

Betty Nansen Teatret har valgt at spille værket mere end 20 år efter, at vi så det sidst. Man forstår godt hvorfor. Det er stadig et stærkt digterværk båret af af en vrede, en sorg, en bitter ironi, en forsonende humor og en bevægende, rummelig humanisme, som gennemsyrer hver eneste scene, og som gør indtryk.

Kraftfuldt i sin skildring af, hvordan katastrofen fra sit epicenter tvinger de smittede og deres omgivelser til at lade maskerne og livsanskuelserne falde, men med sine drømmespilssekvenser også eminent orkestreret, så historien peger ud over det personlige og giver plads for den store fortælling:

Amerikansk mytologi, historisk selvforståelse og samfundsmæssige modsætninger væves imponerende ind i beretningen om den AIDS-syge bøsse Prior, der svigtes af sin kæreste, der til gengæld finder midlertidigt sammen med en republikansk, gift mormonadvokat, der på sin side kæmper for at finde sig selv og forlade sit ægteskab med sin valiumbedøvede kone.

Og med historien om den højreorienterede, ryggesløse og magtfulde sagfører Roy Cohen, homofob og skabsbøsse, der nægter at se sin egen sygdom i øjnene, på sidelinjen.

Slutscener i et ironisk skær

Med sit skrøbeligt optimistiske budskab om en bedre fremtid for menneskeheden og sine mange referencer til et årtusindskifte på vej, er stykket tankevækkende herovre på den anden side af katastrofen, der blev afløst af andre nulpunkter – 11. september for eksempel – og man kan ikke andet end at se slutscenernes velsignelse af fremtiden i et ironisk skær. Gik det nu med tolerancen og forsoningen, som vi havde håbet?

På Betty Nansen Teatrets Edison-scene har man valgt at koge de to helaftensskuespil, der udgør »Engle i Amerika«, ned til fire en halv times helaftensforestilling.

Man har ofret historisk gods og fokuserer på det personlige drama. Fint nok. Men opnår de mange scener deres maksimale virkning i et stykke, der kræver en stor investering, men som til gengæld lønner sig dobbelt, hvis man yder det retfærdighed?

Når iscenesættelse og ujævnt spil ned til de mange komplicerede lag, den passionerede anspændthed, som hele stykket skal være båret af? Det hænger sammen, men gør det mere end det? Det virker, som om man kører den hurtige vej igennem med kompleksiteten som offer.

Bedst klarer Peter Plauborg sig som den modvillige profet Prior ved at have godt fat i rollens svingen mellem smerte, sorg og galgenhumor, mens også Flemming Enevold flot tilføjer det stadigt mere desperate magtmenenske Cohen en tvetydig fernis og en snerrrende brutal kulde bag træk-og-slip-smilet.

Men er resten af rollebesætningen ideel? Johannes Lilleøre ligner det, han skal, men hans søvngængeragtige tilgang til mormonen, der kommer ud af skabet, dækker ikke de dramatiske lag i teksten. På samme måde får Marie Tourell Søderberg slet ikke får spillet hans kone frem til den smertefulde hovedrolle, hun kunne være. Ditte Gråbøl som fornægtende mormonmor, Sarah Boberg som engel og Caspar Crump som den sorte bøsseven, der kan se det hele udefra, samt Martin Bo Lindsten som Priors feje og skyldbetyngede kæreste bidrager til en forestilling, der er fyldestgørende uden at være prangende.

Stadig værd at se, men kun halvt i mål.

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester