Vil en mand vågne storsvedende op om natten med mega-dårlig samvittighed over, han kun holdt fire måneders barselsorlov? Det tror skuespilleren Andrea Vagn Jensen ikke. Samtidig har hun i sit job oplevet, hvordan hun måtte være »kvindesnu« for ikke at støde alfahannerne. Alligevel kan kvinder godt lide mænd. Tirsdag 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag.

Brysterne er store, faste og forførende. Hælene høje og netstrømperne klar til få en mand viklet i garnet. En ægte »golddigger«, der skruer maks. op for sin seksuelle kapital, giver den som super-dulle og sender kønsforskere og feminister tilbage til 70ernes ø-lejre.

For brysterne sidder lige der, hvor de skal, på skuespilleren Andrea Vagn Jensen. Og det er det vigtigste. Især når man for længst har passeret »Paradise Hotel« alderen, og i dag befinder sig et sted midt i de forrygende 40ere, hvor intet er for sent og bryster stadig kan strutte som på en teenager.

»Jeg har da tænkt på, om jeg ville få feministerne på nakken,« siger Andrea Vagn Jensen og griner. Af sig selv og det lidt paradoksale i, at hun sidder i ligebehandlingsudvalget i Dansk Skuespillerforbund.

Brysterne er nu ikke hendes egne, men kun til låns. Fremstillet af køligt plastic og rekvisit i teaterstykket »Udslet Hornslet«, hvor Andrea Vagn Jensen i øjeblikket kan ses i rollen som »Porno-Pigen.«

På tirsdag er det kvindernes Internationale Kampdag, og hvis Andrea Vagn Jensen skal sige noget om den sag, så er det, at kvindesag, kønskamp og ligebehandling nok er nogle af de mest »u-hotte« ord, man overhovedet kan få over sine læber.

»Folk bliver på en eller anden måde så trætte i ansigterne, for har vi ikke hørt nok klynkeri, og mænd har da i årevis skiftet bleer og så videre, og så videre. Vi er langt, ja, men ikke helt i mål endnu, vel?«

Den 45-årige skuespiller med de livlige og lidt drillende brune øjne sidder i garderoben på Teater V i »Prøvehallen« i Valby. Ligner mere en diva end en dulle, som hun sidder der og balancerer med sin kaffekop og de lange ben over kors. Diskret makeup og klædt i sort fra top til tå, mens hun taler velartikuleret og tydeligt, som skuespillere kan.

Siger så, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det handler om ligestilling. Hvis hun altså lige et øjeblik skal se på sit eget fag. »Hvis du driver et statsligt teater i Sverige, så er der et krav om, at der skal være lige så mange kvinderoller som manderoller. Det er da at tage ligestilling alvorligt. Måske lidt bastant, men som en overgang kan jeg kun synes, det er en god idé. Ellers kan vi jo gå og snakke i 5.000 år, før der sker noget.«

Ifølge Andrea Vagn Jensen er der i skuespilfaget herhjemme betydeligt færre kvinderoller end manderoller. Samtidig har de kvindelige roller som regel en klar kvindelig vinkel, mener hun. Det er enten den kolde karrierekvinde, der må betale prisen, luderen eller madonnaen i diverse udgaver, den opofrende eller frustrerede mor eller kone etc.

»Manderollerne repræsenterer oftere »et helt menneske« med de eksistentielle problematikker, der ligger i det, mens kvinderollen repræsenterer kvindetyper, som defineres i forhold til en mand, hvor manden – groft sagt – altså repræsenterer »mennesket«.

Andrea Vagn Jensen mener ikke, at der er meget hjælp at hente hos de kvindelige dramatikere. For de skriver ikke nødvendigvis bedre kvinderoller. »Vi er jo allesammen opdraget i den urgamle fortælletradition, og det synes jeg er tankevækkende. Måske skulle vi som mænd og kvinder tage et ordentligt ryk nu?« lyder opfordringen.

Hjemme hos Andrea Vagn Jensen er der ikke forskel på hverken hovedroller, biroller eller kønsroller. Her deles hun sammen med sin mand, Mikkel Toxværd, om det praktiske. Bortset fra, når bilen går i stykker, der skal hænges en lampe op og slås søm i væggen. Eller når Andreas’ cykel er punkteret. Så er det manden, der klarer ærterne. Så fixer konen til gengæld noget andet.

Det kører, som hun siger, om familielivet med de to drenge, Harald på 13 og Felix på otte. Men selvfølgelig er der forskel. Meget, og det skal der også være. Nogle af forskellene handler om noget helt grundlæggende og har med instinkter at gøre. Andrea Vagn Jensen tror for eksempel ikke, at der er lige så mange mænd som kvinder, der har prøvet pludselig at vågne op om natten, storsvedende af dårlig samvittighed over, at det måske nok var lige lidt for hurtigt at begynde at arbejde, når baby kun var fire-fem måneder gammel.

»Jeg er ikke sikker på, det er helt så begrænsende og belastende for en mand at tage hurtigt fat på sin karriere igen efter en barselsorlov som for en kvinde. Og det har altså ikke noget med amning at gøre,« tilføjer hun.

»Første gang, jeg havde barselsorlov, sagde jeg ja til en lille rolle, hvor jeg ikke skulle arbejde så meget, men det endte alligevel med, at jeg var til langt flere prøver, end jeg havde forestillet mig. Selv om jeg ikke arbejdede mere end fire timer om dagen, var jeg på en eller anden måde hevet ud af den dér symbiose med min søn,« siger hun.

»Faktisk kan jeg den dag i dag tage mig selv i at få dårlig samvittighed et øjeblik over, at jeg ikke tog et helt års barselsorlov. Den sidder der bare stadig et eller andet sted, og den ville ikke sidde på samme måde hos en mand. Tror jeg.«

Læs også:
Sandheden og løgnen om Hornsleth
Berlingske Tidendes anmeldelse af stykket

Hendes egen mor var hjemmegående med seks børn, men malede og var meget involveret i velgørende arbejde. Faren var ingeniør, udstationeret for FLSmidth i bl.a. Iran, Pakistan og Trinidad, hvilket betød, at Andrea Vagn Jensen nåede at fylde 17 år, før hun kom til at bo i Danmark.

Trinidad var det sidste sted under familiens udstationering, og her gik Andrea i en ren pigeklasse. »Det giver jo et lidt unaturligt forhold til det andet køn, ikk’? Altså, hvis der kommer en gartner på 60 år ind på skoleområdet, så hviner pigerne af fryd. Nej, det er selvfølgelig sat på spidsen, men kønnene klæder hinanden – ganske enkelt.«

Efter en opvækst i lande, hvor ord som ligeberettigelse er en by i Rusland, oplevede Andrea Vagn Jensen, hvad hun beskriver som en enorm frihed, da hun flyttede til Danmark.

»Da jeg kom til København i 1980erne, oplevede jeg, at forholdet mellem kvinder og mænd stod i skarp kontrast til nogle af de lande, jeg hidtil havde boet i. Jeg så, at der var fuldstændig ligeberettigelse, og kønsroller var ikke noget, jeg skænkede en tanke overhovedet.«

Det gjorde Andrea Vagn Jensen til gengæld nogle år senere. Som 27-årig flyttede hun efter tre år på Århus Teater til hovedstaden, hvor hun blev ansat på et københavnsk teater. Udadtil et af de meget progressive, men ikke når det drejede sig om forholdet mellem de mandlige og kvindelige skuespillere.

»Pludselig syntes jeg, det var svært at være kvinde i det konkrete teatermiljø. Jeg havde jo, og har stadig, en del vidunderlige og kloge mandevenner, hvor jeg oplever en helt afspændt ligeværdighed.

Derfor var jeg forundret og forbløffet, da jeg mødte et miljø, som var meget hierarkisk, mandsdomineret og til tider nærmest machoagtigt.« Hvad der især skuffede Andrea Vagn Jensen var, at det var mænd fra hendes egen generation, som havde svært ved at omgås de kvindelige medarbejdere lige så åbent og fordomsfrit som de mandlige.

»Det er ret anstrengende hele tiden i en arbejdssituation at skulle forhold sig til sit køn,« synes hun. Hvad der også frustrerede hende, var »nogle udefinerbare understrømme«, som kunne være svære at gennemskue, og derfor var vanskelige at tage regulært fat i.

»Som kvinde var man ikke i tvivl, når man kom til at støde alfahannerne. Man skulle være »kvindesnu« på en måde, jeg aldrig har oplevet før, for ikke at træde forkert. Der var noget gammeldags og patriarkalsk over det, som jeg troede, vi var hævet over i Danmark.«

Hun holder en pause og tænker et øjeblik. »Altså, der er jo ingen mænd i min generation, som åbenlyst står og nedgør kvinder. Det er de alt for kloge og bevidste til. Men der kunne være situationer i forbindelse med kunstneriske diskussioner, hvor flere af mine kvindelige kolleger og jeg selv helt tydeligt havde en fornemmelse af, at enten skulle man sørge for at opnå alfahannens gunst og spille sine kort klogt – eller også ville man få det meget svært.«

Hun siger, at hun grundlæggende tror på venlighed, rummelighed og respekt. For hvis man holder andre nede, er det fordi man er bange. »Men mænd behøver som regel ikke være bange, for kvinder kan jo godt lide mænd, ikk’?«

Følelser og psykologisk indsigt er ikke nødvendigvis noget, kvinder er født med. »Jeg har oplevet, at fordi man er kvinde, skulle man være udstyret med sådan en særlig føleagtig psykologisk indsigt og indgang til en rolle. Følelser, snak og psykologi, det er sådan noget rigtig kvinde-noget. Men sådan arbejder jeg slet ikke. »I’m a worker, not a talker.« Det er ud på gulvet, som hun siger, når det handler om en rolle, og så er det ellers i gang.

»I virkeligheden synes jeg tit, det kan være mega-befamlende med al den der snak om »hvordan oplever du sig selv, når du er i den og den situation.« Hun vrænger næsten ordene ud og lægger tydeligt afstand til dem.

»Dér har jeg det sådan: Altså, hold lige mine private følelser uden for mit arbejde, ellers bliver det for mudret.« Mange af hendes mandlige kolleger er langt mere snakkende og følelsesprægede, end kvinderne er, mener hun. Hvis man nu lige skal generalisere lidt groft et øjeblik.

»Og det er jo fint, for mændene skal sgu’ også have lov til at være følsomme, uden at blive betraget som umandige.« Men ét er Andrea Vagn Jensens egen generation af kvinder. Noget andet er den »enormt spændende« unge generation af kvinder, der er på vej. Som endnu ikke har nået at tage en uddannelse eller stiftet familie. »Jeg hører slet ikke til dem der, der siger: »Åh nej, og hvordan skal det ikke gå for de unge.« Jeg tror, vi vil komme til at se en ny generation, der kan rumme så meget, og som er enormt kloge.«

Andrea Vagn Jensen har en stærk fornemmelse af, at den nye generation af kvinder er mere indsigtsfulde, end hendes egen generation af kvinder.

»Vi har været lidt for dygtige til at putte hinanden i bokse og kasser, og hvis man var sådan, kunne man ikke også være sådan, for så passede man ikke i kassen. De unge er vokset op i en meget kompleks tid, hvor man sagtens kan være dulle i en periode og klog pige i en anden periode. Silikonebryster og jurastudiet kan for nogen sikkert godt forenes, men jeg vil da nødigt dømme.«

Hvad: Andrea Vagn Jensen er aktuel i "Udslet Hornsleth"
Hvor: Teater V
Hvordan: Læs mere på www.teater-v.dk