----------------------------------------------------
Teater Vestvolden i Hvidovre sætter en ny familieforestilling om Krummerne op med premiere den 29. september. Forestillingen er en musikalsk komedie om den velkendte familie og deres liv og baserer sig på bøgerne “Krummerne af Thøger Birkeland, som var yderst populære i 1990’erne. Historien handler som bekendt om familien Krumborg og den 11-årige Krumme, som så småt er på vej ind i puberteten. Hans far og mor er irriterende, og storesøster Stine provokerende. Barndomsvennen Yrsa er ved at vokse fra Krumme, og hun kalder ham pludselig barnlig, når han vil møde hende i deres ”hule”. Han føler sig skubbet væk fra Yrsa, som han er tiltrukket af på en ny og ukendt måde. I skolen er Krumme også lidt på kant med drengene fra klassen. Undervejs i forestillingen møder vi også den sure underbo Fru Olsen og den lidt dovne vicevært Svendsen.
Manuskriptet er skrevet af John Stefan Olsen, som også er manuskriptforfatteren bag Krummefilmene, og Jan Hertz er forestillingens instruktør. Ken Vedsegaard, kendt fra Krøniken , spiller faren og sammen med ham medvirker blandt andre Meike Bahnsen, Anne Karin Broberg og Torbjørn Hummel.
Der er i alt udgivet syv bøger i Krumme-serien, som er skrevet af den anerkendte børneforfatter Knud Thøger Birkeland (1922-2011). Gennem sin karriere har Birkeland modtaget en række priser, bl.a. fik han i 1983 Danmarks Skolebiblioteksforenings jubilæumspris, da han sammen med Bjarne Reuter blev kåret som danske skoleelevers yndlingsforfatter.
Krummerne (1969) Stakkels Krumme (1971) Krumme og pigerne (1972) Krumme på ski (1978) Krummelurerne (1980) Krumme og Yrsa (1981) Krumme og Yrsa på bustur (1982)
Hvad: “Krummerne” som teaterstykke
Hvor: Teater Vestvolden, Hvidovre
Hvornår: Fra lørdag den 29. september