5.-9. november sætter caféen Din Nye Ven i samarbejde med Hovedbiblioteket fokus på skrivning. Kom og hør forfatteroplæg, få inspiration og deltag i skriveværksted med masser af vejledning, sparring, hygge, fælles skrivemaskine-ordkunstværk og skriverabatter i baren. Både på Hovedbiblioteket og på Din Nye Ven står der skrivemaskiner til det fælles ORDVÆRK hele ugen. Med kunstner Mette Moeslund Brobergs hjælp omdannes ordene til et værk på Din Nye Vens vægge. Der er fernisering på ORDVÆRKET lørdag 10. november kl. 17-18.30 på Din Nye Ven, alle er velkomne!
Hjemmesiden kbhskriver.dk skaber også rum for at du kan lade din indre skrivehest komme til udfoldelse. Hjemmesiden er lavet specielt til årets københavnerfestival. Kig forbi, klik på det københavnerord der inspirerer dig til at skrive din egen historie eller dit eget digt, og læs andres tekster med København som tema. Du kan bidrage og læse teksterne på kbhskriver.dk under hele festivalugen, og efterfølgende kan teksterne læses på siden.
Entré: GRATIS