Det bliver festligt, men også vemodigt, når CaféTeatret i Skindergade på lørdag den 18. juni fejrer sit 40 års jubilæum. Festligt, fordi CaféTeatret gennem alle årene har haft tradition for gode fester med trængsel på dansegulvet til den lyse morgen, og den tradition kommer også til fuld udfoldelse på lørdag, hvor venner af huset inviteres til et brag af en fest med optræden af en lang række af de kunstnere, der gennem årene har været med til at tegne teatret.
Vemodigt, fordi jubilæumsfesten foregår på tærsklen til den måske største omvæltning i CaféTeatrets ellers ganske omskiftelige historie. Nemlig overdragelsen af chefstolen fra den lille håndfuld teaterentusiaster, der sammen har drevet CaféTeatret i alle fire årtier, til dramatikeren og instruktøren Christian Lollike som ny teaterchef og Laura Ramberg som ny administrativ leder. En omvæltning, der ikke bare betyder nye personer i ledelsen, men også en – for CaféTeatret – helt ny ledelsesstruktur, hvor den kollektive ledelse, der i hvert fald på papiret har været CaféTeatrets særkende de første 40 år, afløses af en mere traditionel styreform.
Læs også: Succes med billige teaterbilletter
Flere års forberedelser
»Vi har i flere år vidst, at når vi skulle lave et generationsskifte, så blev det nok en normaliseret form med en egentlig ledelse og en bestyrelse,« siger Erling Larsen, medstifter og administrativ leder i alle årene. »Vi har i rigtig mange år været under kraftigt pres fra de tilskudsgivende myndigheder for at få en struktur, der lignede de andre teatres. Det har vi hånligt afvist gennem alle årene, for vores vedtægter var jo godkendt, og så var der ingen grund til at lave dem om.
Men samtidig må vi erkende, at den kollektive ledelse er udtryk for en tid, der var engang. Og selv om den bestemt har sine fordele, kan der også komme en vis træghed over beslutningerne, når man er flere, der skal nå til enighed.« Når Erling Larsen 1. juli rykker ud af sit beskedne kontor for at hellige sig et virke som freelance-rådgiver, bliver det et »clean cut«. I modsætning til to af de andre »gamle«, Lisa Thorslunde og Søren Glad, rykker han ikke op i bestyrelsen: »Når man har siddet i den samme stol så længe, opstår der en vis metaltræthed, og man risikerer at blive en hæmsko for den nye ledelse,« siger han.
Tradition og fornyelse
Med Christian Lollike som ny teaterchef kan publikum se frem til både tradition og fornyelse: »På mange måder er det målet at videreføre det, jeg synes er kerneværdierne i CaféTeatret – nemlig altid at være i opposition til enhver form for mainstreamtænkning og at turde spille udfordrende og eksperimenterende teater,« siger han.
»Samtidig har der også altid været god pleje af både udenlandske og danske dramatikere, og det er ting, vi helt klart vil fortsætte med, også med readings og workshops for nye kunstnere.« Derimod vil der ske en markant ændring i repertoirevalget i og med, at Christian Lollike selv både er dramatiker og instruktør, og det er en del af hans kontrakt, at han fremover skal lægge sine kræfter på CaféTeatret. Dermed ligger det også i kortene, at der næppe bliver samme plads til, at forskellige projektmagere og scenekunstnere kan få deres stykker op på CaféTeatret, som der har været hidtil.
Samarbejde med ind- og udland
Til gengæld er et øget samarbejde med andre teatre i både ind- og udland en vigtig del af Christian Lollikes vision. Efterårssæsonens første forestilling, »Det normale liv«, som han selv har skrevet, er således en samproduktion med Aarhus Teater, hvor han i syv år har været husdramatiker og husinstruktør: »Det har altid undret mig, at der ikke var større udveksling mellem teatrene. Det er spild af penge og ressourcer, når rigtig gode forestillinger kun spiller tre, fire eller højst fem uger og så dør.«
Læs også: Operachef drømmer om at halvere billetpriserne
Han undrer sig også over, at Danmark i høj grad står uden for det internationale samarbejde, hvor teatre på tværs af landegrænser byder ind med relativt små penge og får en aktie i en forestilling. »Det satser jeg på, at CaféTeatret skal være med i. Målet er, at vi inden for to år har en international gæstespilsafdeling,« siger han og tilføjer med et grin: »Nu må vi se, om vi når så langt.«
Hvad: Jubilæumsfest og skiftedag
Hvor: CaféTeatret i Skindergade
Hvornår: Lørdag 18. juni