--------------------------------------
I forbindelse med kulturfestivalen Golden Days, der i år har fokus på 1950’erne, genopliver Zetland 50'ernes store kulturdiskussioner. De sætter fokus på forholdet mellem kunst og samfund i en tid, der var præget af knaphed og kold krig, men også nye tider, et begyndende ungdomsoprør og store visioner for velfærden. Kulturminister Uffe Elbæk, radiovært Gertrud Højlund, forfatter Niels Barfod, musiker Kristian Leth og litteraturanmelder Lars Bukdahl og flere andre deltager i showet og diskuterer emner som: Har filmdokumentaren og fotojournalistikken i dag overtaget kunstens skarpe samfundsblik? Er det i virkeligheden popmusikken, der har stillet kunsthistoriens mest relevante spørgsmål? Deltagerne kommer med deres bud på, hvor kunst og samfund støder sammen i dag. Efter livemagasinet er der flyversjusser i baren, vinyl på pladespilleren og tid til snak med aftenens deltagere.
Zetland er en medievirksomhed, der producerer lange journalistiske artikler som såkaldte singler. Singlen er længere end en avis- eller magasinartikel, men kortere end en bog og kan læses og høres digitalt. Når Zetland optræder live, er det som et livemagasin, der benytter avisens eller magasinets velkendte genrer som interviews, portrætter, læserbreve og billeder, men lader disse genrer udfolde sig på en scene med billeder og lyd foran et publikum.
Hvad: Zetland Live
Hvor: Statens Museum for Kunst
Hvornår: Fredag den 14. september kl. 20.00
Hvordan: Pris 75 kr. Billetter kan købes på zetland.dk