jeg mig fuck dig handler om pres og præstationsangst. Om at leve op til ens egne og andres forventninger. Om at lykkes. Og om at straffe sig selv, når man ikke gør. Om at være den bedste. Eller ønske man var det. Om at ødelægge det for alle andre, når man ikke selv slår til. Og om at opdage man er den der har svømmebukserne på, men hellere vil have dem af.
Jonas, Nanna og Ida svømmer. Før og efter skole. Med og uden forældre på kanten. Med troen i hjertet og en ulykkelig forelskelse på tværs. Fyldte af vilje og tømte for tanker. De svømmer om på den anden side af dem selv, hvor de ikke længere kan bunde, og hvor drømmene om natten er fulde af tårer og angst. For konkurrencen er unfair og fuld af uskrevne regler og virkeligheden er ikke hvad den ser ud til. Sandhed er en relativ størrelse og snart er den fælles historie så individuel, at det ikke er til præcis at vide, hvad der egentlig skete. Og pludselig er der meget mere på spil, end en udtagelse til OL.
Anmeldelser:
'...et overbevisende portræt af tre teenageres liv som elitesvømmere. En kritisk og poetisk ungdomsforestilling om en cost-benefit-kultur, hvor teenagere opfatter sig selv som en ressource, derskal optimeres.'
Kristian Husted, Politiken
'Det er på alle måder en luksusforestilling, fordi den er så gennemarbejdet og præcis i sine virkemidler, både i krop og scenisk indpakning. Og fordi den griber fordomsfrit fat i et vigtigt emne...lige perfekt som almindelig teateroplevelse og som oplæg til diskussion. Fordi den gør både sports-fanatikerne og alle os andre lidt klogere på nogle af de mekanismer, der driver lysten og fremmer pligten.'
Henrik Lyding, børneteateravisen.dk
Billetter: www.zebu.nu eller tlf. 38773888