En monolog, der får den danske skuespiller til at føle sig privilegeret i sit fag. En decemberaften i 2003 vender Joan Didion og John Dunnes hjem til deres lejlighed i New York efter at have besøgt deres dødssyge datter på hospitalet.

Hun tænder op i pejsen, skænker sin mand en drink og begynder at lave mad. Før de går til bords, beder han om en drink til. Hun giver ham den, de sætter sig, John sidder og taler, og pludselig siger han ingenting. Da hun kigger på ham, sidder han sammensunket ved bordet uden at bevæge sig.

»Livet ændrer sig hurtigt. Livet ændrer sig i et nu. Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op,« skriver Joan Didion i sin prisbelønnede bestseller »Et år med magisk tænkning«, hvor hun skildrer sin sorg, da ægtefællen gennem 40 år dør uden varsel, mens parrets voksne datter, der pludseligt er blevet alvorligt syg, svæver mellem liv og død på hospitalet.

Den amerikanske journalist og forfatter har efterfølgende bearbejdet bogen til en teatermonolog, og
Karen-Lise Mynster går blandt andet i Vanessa Redgraves fodspor, når hun fortolker »Et år med magisk tænkning« på Frederiksbergscenen.

»Joan Didion skriver, at sorgen er et sted, som ingen af os kender, før vi havner der. Og det er derfor, at monologen er så god og gribende. Den er en bevidsthedsåbner til et land, man ikke kan tænke sig til. Særligt ikke i vores del af verden, hvor døden er et tabu samtidig med, at den er et livsvilkår for os alle,« siger Karen-Lise Mynster.

Magisk tænkning
Mennesker reagerer forskelligt på sorg. Nogle bliver lammede. Nogle bliver hysteriske og krævende. Nogle søger hjælp i den alternative verden. Joan Didion benytter sig af to strategier, da hun pludselig befinder sig i sorgens landskab.

Hun klamrer sig til de faktuelle kendsgerninger i forbindelse med datterens sygdom og ægtefællens død, og hun begynder at praktisere magisk tænkning.

»Mange primitive kulturer opererer med magisk tænkning. Eksempelvis: Hvis vi ofrer en jomfru, så får vi regn. Det er ligesom små børn, der tror, at deres ønsker og tanker har indflydelse på verdens gang, og at de derfor har kraft til at lave om på historien og ændre udfaldet,« siger Karen-Lise Mynster.

Joan Didion vil eksempelvis ikke skille sig af med sin afdøde mands sko, for hvis hun ikke gør det, kommer han måske tilbage.

Hun undgår også at komme steder, hvor den lille familie har levet deres liv sammen. For hvis hun lader være med køre forbi familiens gamle hus i Malibu, så er der i hendes sorgramte logik en mulighed for, at datteren stadig er et barn med hår, der er bleget af solen og farvet grønt af klor, og at hendes mand stadig pakker datteren ind i håndklæder på terrassen.

Uvirkeligt og smerteligt
»Hun har opfattet selve den hændelse, at hendes mand faldt om. Men hun har ikke opfattet udfaldet: At han er død.

Det er så uvirkeligt og smerteligt, at hun ikke kan opfatte det,« siger Karen-Lise Mynster, som altid synes, at det er interessant at få et indblik i mennesker, som har kæmpet og som via den smertelige kamp har fået en viden om de ting i livet, som virkelig er svære at forholde sig til.

»Det er mit mål, at stykket skal sætte en masse tanker i gang hos publikum. Tankerne vil være helt forskellige alt efter, hvor man befinder sig i sit liv,« siger Karen-Lise Mynster, hvis arbejde med monologen har fået hende til at føle sig meget privilegeret over at være skuespiller.

»Som skuespiller kan man ikke undgå at arbejde med tekster, der sætter gang i en masse tanker i forhold til ens eget liv. Jeg har ikke så meget af mit liv tilbage, som jeg havde engang.

Jeg bevæger mig ofte i det tankesæt, at jeg har mit liv, og at jeg vågner i morgen og i overmorgen og dagen derefter. Men det kan jeg være mindre og mindre sikker på. Jeg er blevet ældre og har en bevidsthed om, at mit liv ikke er noget varigt,« siger Karen-Lise Mynster.

Refleksionen er meningen
Det gode ved at blive ældre er ifølge Karen-Lise Mynster, at man bliver mere modig omkring, hvad man mener og ikke er bange for at sige sin mening.

»Samtidig bliver man måske mere tvivlende og reflekterende. Refleksionen er utrolig vigtig for mig. Man hører ofte det klassiske eksistentielle spørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med vores liv? Jeg synes nærmest, at man kan sige, at refleksionen er meningen,« siger Karen-Lise Mynster og peger på, at eftertænksomheden har fået vanskelige vilkår i vores informationsspækkede samfund og tempofyldte liv.

»Jeg læste et sted, at den information, vi i dag får i løbet af to måneder, svarer til den mængde af informationer, man i gamle dage fik i løbet af et helt liv. Men i teatret kan man fordybe sig i ting, som bliver løftet op på et plan, hvor det er bevidsthedsudvidende,« siger Karen-Lise Mynster.

Læs mere om forestilling Et år med magisk tænkning her.