Da Paprika Steen fik tilbudt hovedrollen i Hanne-Vibeke Holsts nye stykke »Moskva 7. oktober«, tog hun ud på forfatterens kontor for at tale med hende. Det lå hende voldsomt på sinde at forklare Hanne-Vibeke Holst, hvor abstrakt teatret egentlig er.

»Det er altid meget besværligt, når kunst møder virkeligheden. At spille 1:1 er så kedeligt. Det er kun interessant for en gymnasieelev, der vil lære en konkret historie at kende. Jeg synes, at teater og kunst er mest interessant, når publikummerne er uenige om betydningen bagefter,« siger Paprika Steen.

»Moskva 7. oktober« tager udgangspunkt i en historie, som er hentet fra den virkelige verden.

Paprika Steens fiktive karakter Nina Krasnova er formet over den regeringskritiske, russiske journalist Anna Politkovskaja, som blev myrdet 7. oktober 2006. Stykket er et politisk drama, som handler om idealisme og at sætte alt på spil i kampen for det, man tror på.

»Moskva 7. oktober« er Hanne-Vibeke Holsts debut som teaterdramatiker.

»Mødet mellem teatret og virkeligheden har været noget, jeg har skullet lære. Jeg har altid følt mig meget bundet til virkeligheden, hvilket selvfølgelig har noget med min baggrund som journalist at gøre.

Stykket er blevet tilført nogle meget teateragtige ting, som har fået mig til at tænke: Okay, kan man virkelig det? Det har været enormt spændende,« siger Hanne-Vibeke Holst, som har været drevet af indignation over Anna Politkovskajas skæbne og en lyst til at tage dem, der er skyldige i hendes død, i nakken og stille dem til ansvar.

»Mit udgangspunkt er et andet. Jeg ser stykket som en universel historie. Historien er selvfølgelig aktuel, men det var den også for 100 år siden. Som skuespiller er mit udgangspunkt, at der ikke findes én sandhed. Min opgave er at forstå karakteren indefra,« siger Paprika Steen.

Resultatet af skuespillerens og forfatterens møde omkring den idealistiske journalists historie spiller på Betty Nansen Teatret fra 2. marts.

Opofrelse: Hvad vil du sætte dit liv – eller din hverdag – på spil for?

Hanne-Vibeke Holst:
»Jeg synes, at jeg har sat mit liv og min hverdag på spil. For eksempel da jeg var Goodwill-ambassadør for UNFPA og skrev bogen »Da jeg blev vred« (om kvindeliv i fattige lande, red.). Jeg var ikke livstruet, men der var en vis risiko forbundet med at rejse rundt mærkelig steder ude på landet i den tredje verden.

Jeg følte i hvert fald, at jeg forhøjede min risiko for at komme til skade, men det var jeg nødt til for at skrive den bog. Hvis vi kom til at leve i et mere fascistoidt samfund, ville jeg også gøre noget.

Faktisk er jeg enormt lettet over, at jeg ikke lever i et samfund, hvor det er nødvendigt at mobilisere evnen for opofrelse, for så kunne jeg godt blive en af dem, der ofrede sig selv.

Jeg er mor til tre børn, som jeg elsker helt vildt og gerne vil være der for, men jeg ser også mig selv som medborger, og det er vigtigt for mig at tage mit medborgerskab alvorligt.«

Paprika Steen:
»Jeg ville ønske, at jeg vidste det. Jeg har et ønske om, at jeg vil sætte alt til side for det gode i verden. Men hvis nu jeg havde tegnet en Muhammed-tegning og havde en dødstrussel hængende over hovedet, så tror jeg nok, at jeg ville trække den tilbage.

Jeg er pissebange og vil ikke så gerne dø. Samtidig er jeg et meget antiautoritært menneske, og hvis vi fik en eller anden autoritær magt her i landet, så tror jeg enten, at jeg ville dø eller gøre noget. Jeg kan ikke tåle, når nogen siger, hvad jeg skal gøre.

Det er for eksempel en evig kamp for mig at blive instrueret. Det er virkelig svært for mig. Min kunst koster i det hele taget noget. Mit største ønske var at få syv børn, men det har jeg ikke fået. Jeg har ofret, at jeg ikke fik tid og mulighed for det. Det er min sorg og min ulykke.«

Anna Politkovskaja: Hvilket forhold havde du til hendes historie, inden du begyndte at arbejde med den?

Hanne-Vibeke Holst:
»Jeg havde et meget bevidst forhold til historien. Det var også derfor, at jeg begyndte at skrive den. Jeg har fulgt hendes liv og levned og læst hendes skriverier. Jeg følte mig relativt velbevandret i hele stoffet. Men under arbejdet med stykket har jeg forladt forlægget og omdannet det til fiktion.

Jeg aner jo ikke, hvad Anna Politkovskaja har følt og sagt, ud over det jeg har læst mig til. Jeg ved ikke, hvordan hendes ægteskab var, og hvilke smertepunkter og dilemmaer, hun havde. Derfor har jeg skabt en fiktiv karakter, så jeg kunne forholde mig frit til historien og gøre den til mine egen.«

Paprika Steen:
»Jeg kendte selvfølgelig til Anna Politkovskajas historie, men jeg har slet ikke forholdt mig til den, mens jeg har arbejdet med stykket. For hvis jeg som skuespiller begynder at forholde mig til den virkelige person, så ville jeg også være nødt til ligne hende, gøre som hende og skændes med forfatteren og instruktøren om, hvordan vi oplever hende forskelligt.

Stykket er Hanne-Vibekes fortolkning af en historie, som hun kender til og som bliver fortolket af instruktøren og så som tredje led af mig som skuespiller. Jeg har fået stukket en masse DVD’er i hånden med film om Anna Politkovskaja, men har med vilje ikke set nogle af dem.

Jeg forholder mig til teksten. Det er den, jeg skal skildre. Det er ikke fordi, at jeg er holdningsløs og som privatperson er jeg orientret om den politiske situation – og rystet over – forholdene i Rusland. Men som skuespiller er jeg nødt til at forholde mig til værket.«

Idealisme: Hvad vækker idealisten i dig?

Hanne-Vibeke Holst:
»For mig er idealisme troen på det gode, mens kynisme er, når man har mistet den tro og ikke længere tror, at verden kan blive god, og at folk kun er nogle forbandede egoister. Idealismen er en grundtone, som man har i sig, og jeg ser mig selv som idealist, mens dét, der vækker mig, er indignationen.

Jeg bliver indigneret over mange ting. Jeg blev for eksempel meget indigneret over drabet på Anna Politkovskaja, og jeg deler hendes indignation over, at Rusland er blevet mishandlet – og stadig bliver det.

Men jeg oplever også, at idealismen godt kan blive sløvet, man kan glemme den. Jeg synes særligt, at der en tendens til, at man bliver en doven sofakartoffel med alderen. Man bliver magelig og tænker, at nu er der også nogle andre, der må tage over. Jeg kender det til dels fra mig selv.«

Paprika Steen:
»Jeg er meget idealistisk i forhold til mit fag. Jeg er også idealistisk på samfundets vegne, men i den sammenhæng er jeg jo bare en lille flue. Det er nemmere for mig at sige og gøre noget gennem min kunst, og her lå min idealisme i mange år i at fortælle folk, at de ikke er alene.

Jeg har selv kæmpet meget med at føle mig alene, ensom og isoleret. Så hele min ungdom som skuespiller har handlet om at sige: Se hvor mærkelig og skør jeg er – du er ikke alene.

Jeg er ikke helt afklaret omkring, hvor min faglige idealisme ligger i dag rent tematisk. Det kan jeg ikke se, mens jeg står midt i det. Spørg mig igen om fem år. Men for mig er idealisme overordnet at brænde for det, du gør og at tage dit fag, dit samfund og dine medmennesker alvorligt.«

Stykket: Hvad kan du bruge historien i »Moskva 7. oktober« til?

Hanne-Vibeke Holst:
»Jeg kan også lære rigtig meget af hendes ildhu og hendes determination, for jeg synes, at jeg selv er alt for sløv. Hun har været med til at lære mig noget om moral: Enten er du på den ene side, eller så er du på den anden side. De fleste af os klumper os jo sammen inde på midten og siger: Jeg er ligeglad – jeg tager i Ikea.

I mange år har jeg også været optaget af magt. Det er tankevækkende hvor stort et voldsapparat, der skal til, for at et regime kan holde på magten. Og det synes jeg, at vi alle sammen hele tiden skal være opmærksomme på. Ellers kan vi ikke kritisere magten. Og det var det, Anna Politkovskaja gjorde.

Det er vigtigt at få højnet bevidstheden om, hvor korrumperende magt er. Samtidig er det vigtigt at få en bevidsthed om, at kampene mellem det gode og det onde bliver udkæmpet uafladeligt – også i Danmark. Det er bare ikke så tydeligt.«

Paprika Steen:
»Jeg kan godt se mig selv i min karakter. Jeg har en rem af huden selv. Jeg kan lide at gå til yderligheder, og jeg kan for eksempel godt finde på at smide et manuskript på jorden og sige, at jeg ikke gider spille det lort, fordi jeg vil se, hvad der sker. Jeg er idealist på kunstens vegne og går meget ind for, at pænheden skal væk.

Hvis jeg ikke synes, at mine replikker er gode nok, eller at instruktøren og mine medspillere ikke er gode nok, tager jeg konflikten. Hver gang. For hvis man ikke er dedikeret og ikke går 100 procent ind i det, så kan det være ligegyldigt, og så kan man heller ikke tillade sig at vise det for publikum.

For mig er det altid et mål, at folk skal gå ud af teatret og sige: Jeg har aldrig set så god en forestilling! Så jeg kan blive inspireret af Ninas ildhu – men jeg har den i forvejen.«

At ville ændre verden: Hvilket aftryk er du mest tilfreds med at have sat?

Hanne-Vibeke Holst:
»Jeg er stolt over, at jeg har sat et aftryk på kønsdebatten i Danmark, og jeg er rigtig glad for, at jeg i de sidste 20-30 år har ført den debat og stadig insisterer på at føre den, for ellers vender det gamle patriarkalske mønster tilbage igen. Men jeg har også prøvet at trække mig tilbage, så andre kan komme til. Men jeg synes ikke, at der er et særligt stort mod til at konfrontere patriarkatet, og i det politiske miljø tager man slet ikke kønsdebatten alvorligt.

Men generelt er der er masser af ting, jeg kunne gøre bedre, og det handler »Moskva 7. oktober« også om for mig. Det er for mig en måde at se selvkritisk på mig selv og spørge: Der er nogen, der ofrer deres liv – hvad gør du egentlig selv?«

Paprika Steen:
»Jeg er glad for, at jeg råber op. Under min uddannelse stillede jeg mig for eksempel op på ølkassen, fordi jeg ikke ville ligge under for, hvad læreren sagde, for det var jo os, der skulle ud og skabe den nye verden og få kunsten og teatret til at ændre sig. Jeg er tilfreds med, at jeg har været foregangskvinde i forhold til at tage at tage min plads og nægte at være et offer.

Fagligt er jeg et eksempel på, at det godt kan betale sig at holde hovedet højt og tage de 5.000 konflikter, der kommer af at være den, jeg er.

Jeg er også glad for, at jeg fylder noget i landskabet. Det betyder alligevel noget. Folk forholder sig til mig på godt og ondt. 80 procent af tiden er det ikke til at holde ud. Men resten af tiden synes jeg, at det er meget godt. Jeg tror, at man vil huske mig i nogle år efter min død…«

Læs mere i AOKs omtale af teaterstykket her

Hvad: Paprika spiller rollen Nina Krasnova i Hanne Vibeke Holsts debut-forestilling "Moska 7. oktober".
Hvor: Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57.
Hvornår: 2. marts - 17. april 2010
Hvordan: Bestil billetter her