
En af Shakespeares muntreste komedier er »Helligtrekongersaften«, som også er den hyppigst spillede herhjemme. Historien om den unge Viola, der skylles i land i eventyrlandet Illyriens kyst og forklæder sig til mand med deraf følgende kærlighedsforviklinger som resultat, har da også det hele: en elegant intrige, fortryllende poesi og djærv komik.
Grønnegårdsteatret har for nogle sæsoner siden spillet stykket med stor succes. Friluftsteatret kalder sig selv for »Danmarks smukkeste teater« - og det skal de have lov til. For Kunstindustrimuseets oase af en gård med de svale plæner under de grønne lindetræer er ikke bare en fornøjelse, men passer også glimrende til Shakespeares lyrik. I år er aftnerne overladt til Holberg, men mens »de voksne« spiller dansk, dukker »Helligtrekongersaften« endnu engang op i den kønne indfatning på eftermiddage.
Denne gang er det de kommende tredjeårs-elever fra Statens Teaterskole, der prøver kræfter med den svære Shakespeare. Dog er teksten bearbejdet med familievenligheden for øre, så er man fyldt otte år, skulle der være mulighed for at følge med i timen. Og så kan man i øvrigt godt begynde at lære navnene på morgendagens stjerner udenad: Casper Sloth, Gustav Scavenius Brønnum, Hadi Ha-Koush, Lise Lauenblad, Maja Juhlin, Marie Bach Hansen, Signe Kærup Hjort og Simon Krogh Stenspil. Scenografien skabes af scenografeleven Johanne Eggert, mens Alexa Ther har herset med kuldet.