I år er stjernen ikke at finde på scenen i titelrollen, men derimod i kulissen. Det er det berømmede teater Schaubühne Berlin – eller, som teatret rettelig hedder, »Schaubühne am Lehniner Platz«, der gæstespiller med Thomas Ostermeiers iscenesættelse af verdenshistoriens måske mest berømte stykke.
Han er et af europæisk teaters helt store navne, og siden 1999 har han været kunstnerisk meddirektør på teatret, hvor han bl.a. har iscenesat en række klassikere.
Stilen er vitalt og ekspressivt tysk regiteater. Den forvrængede opfattelse af tilværelsen og identiteten under angreb er direkte afspejlet i spillestilen, der er bygget op om forklædning og forstillelse. Seks skuespillere spiller alle rollerne.
Gradvis mister ungdomsoprøreren Hamlet grebet om virkeligheden i en korrumperet verden. »Han er en ung fyr, der søger efter mening og kæmper for at få lov til at blive sig selv på sine egne præmisser, fuldstændig som unge mennesker i dag gør det.
Vi bliver jo mere og mere bevidste om vores egne frihedsrettigheder,« som HamletScenens chef Lars Roman Engel, der har valgt forestillingen, udtrykker det.
Læs også: Lars Romann Engel er godt tilfreds med fangsten
Ostermeier tager udgangspunkt i, at stykket – mildest talt – er så velkendt, at ordene er i stor risiko for at miste deres betydning.
I sin stærkt bearbejdede nyfortolkning bytter han rundt på scener og føjer overraskende billeder på de velkendte scener. Ikke mindst spiller enorme videoprojektioner af de medvirkendes ansigter og musikken, bl.a. af Portishead, en væsentlig rolle.
Kronborg er en spøgelsesby, hvor replikkerne blæser i vinden. Scenen er dækket af et tykt lag muld: Af jord er du kommet! Forestillingen havde premiere på teaterfestivalen i Avignon i 2008 og har også været vist i Sidney, hvor den fik stor ros. Den varer to en halv time. Uden pause. Uden overdækning. Så tag varmt tøj på.
Hvad: Schaubühne Berlin spiller Hamlet
Hvor: Kronborg, Hamletscenen
Hvornår: 17.-22. august kl. 20.30
Hvordan: Billetter kan købes her
Læs også: Tysk Hamlet på Kronborg