34-årige Søren Dixen sejlede gennem en stor del af sin ungdom, mere eller mindre forsumpet, ind og ud af det psykiatriske system. Nu er han debuteret som dramatiker og vinder af Teater V’s dramatikerkonkurrence med stykket »Vanvid«.
"Jeg vil gerne have, at publikum forlader teatret med indtryk af, at de har været vidne til dety glødende vanvid. At de har siddet tryllebundet af det, men også, at de er ude af stand til at kunne godkende det, der sker på scenen," siger Dixen selv om stykket, som han skrev manuskript til på én intens måned.
»Dramatisk debut« er Teater Vs manuskriptkonkurrence for debuterende dramatikere. Konkurrencen blev indstiftet i 2009 med det formål at forny dansk dramatik.
I juryens begrundelse for at give Søren Dixens »Vanvid« førsteprisen hedder det bl.a.: »En virkelig stærk dissektion af tre mænds sind og deres Godot’ske venten på identitet og væren. Det er originalt, urkomisk og dybt foruroligende materiale. Blandingen af universitær sofisme og mandehørmende vennesnak skaber et unikt univers.«
Læs også: Knald i hytten
»Vanvid« har premiere på Teater V i Valby 26. februar. I rollerne som de tre venner ses Morten Aaskov Hemmingsen, Jon Lange og Morten Schaffalitzky. Instruktion: Mads M. Nielsen. Spiller frem til 25. marts.
Læs mere på teater-v.dk
Hvad: »Vanvid«
Hvor: Teater V
Hvornår: 26. februar - 25. marts
Hvordan: Billettlf. : 70 20 20 96, teaterbilletter.dk