Teatrets historie
Det lille teater ved Frederiksberg Rådhus blev oprindeligt opført som biograf i 1924, men fik en makeover under bif-krisen i 70'erne og blev Frederiksbergs sejlivede alternativ til de blankpolerede kendis-eksponenter på morskabsalléen. 2006 bliver imidlertid teatrets sidste leveår.

Rialto Teatret blev oprindeligt bygget som biograf i 1924, men er i perioder også blevet brugt som teaterscene, blandt andet under besættelsen 1940-45. I efterkrigstiden var Rialto stedet hvor Frederiksbergs borgere gik hen og så de store filmbaskere som f.eks. Dr. Zhivago (som gik 2 år i træk og blev set af mere end 400.000 tilskuere), South Pacific, Some Like it Hot, og Kubricks Rumodyssé 2001.

Under den voldsomme biograf-krise i slutningen af 70'erne (som følge af TV's ekspansion) fik Rialto en makeover og åbnede som teater i 1981 under ledelse af Ebbe Langberg. Ved hans død overtog Flemming Enevold chefstolen.

Fra 1992 til teatrets lukning i 2007 var Anders Ahnfelt-Rønne leder af teatret, hvor han viste sig som en særdeles alsidig teatermand, der både introducerede intim kvalitetsopera og begrebet Chefens Fridag: Korte gæstespil eller søndagsarrangementer om tid, mad og lyd. Foredrag, jazz og viser, Chopins minutvals, kaffe og kage.

Rialto Teatret fungerede til dels som åben scene med fleksibel scene og publikums-opbygning, og arbejdede ofte sammen med kunstnere og ensembler udefra, men satte også mindre forestillinger op på egen hånd, bl.a. Anton Tjekhovs Tre Søstre i sæson 1997-98. Det lille teater ved Frederiksberg Rådhus præsenterede de seneste år smalt og dybt teater med generelt gode anmeldelser. Bestyrelsen for "Københavns Teater" nedlagde dog Rialto med udgangen af teatersæsonen 2006/07, hvorefter det sammen med Aveny-T omdannet til Teater Camp X.

Nørrebro Teater overtog senere scenen, og ved teatergængernes hjælp blev den omdøbt til 'Frederiksbergscenen'.