Føj til favoritter Del Send
Scene | 01/01/13

Forenklingens kunst

  • Foto: Andreas Beck Foto: Andreas Beck
Jens Albinus, der netop nu er aktuel i tredje sæson af ’Borgen’, bliver mere og mere glad for at optræde foran et kamera, jo ældre han bliver. Men teatret vil altid ligge hans hjerte nærmest, fordi det tilbyder en følelse af fællesskab, som en medieoplevelse aldrig vil kunne give i helt samme grad.

   
Sneen er faldet tæt hele natten, og Allégade på Frederiksberg er hyllet i hvidt. Det er derfor helt tilgiveligt, at Jens Albinus ankommer en smule forsinket til Cafe Phenix, efter at have trillet barnevognen med hans tre måneder gamle datter gennem sneen. Der skal dog mere end en smule sne og kulde til at holde Jens Albinus tilbage. Efter at have kastet et blik rundt i den frokostproppede café, beder han om lov til, at vi kan sætte os i ’vinterstuen’, der ellers er låst af på grund af kulden. Med en enkelt varmelampe, godt med tæpper og te og kaffe i kopperne, kan kulden bare komme an. Her er nemlig ro til at tale sammen - og direkte udsyn til barnevognen med den sovende datter.

Jens Albinus er en af Danmarks mest nuancerige karakterskuespillere. Men på tredje sæson af tv-serien ’Borgen’, er nuancerne tvunget i baggrunden til fordel for en mere enkel fremstilling. En udfordring, der har moret Jens Albinus. Hans karakter hedder Jon Berthelsen og er ungdomsvenner med Birgitte Nyborg. Og mere vil Jens Albinus ikke afsløre.

Han vil heller ikke ud med, om Jon Berthelsen er en af de gode – eller en speget karakter.

»DET ER ET LIDT REDUKTIONISTISK SPØRGSMÅL. I dramatik og i politik er de gode aldrig helt gode og de onde aldrig helt onde – er det ikke sådan man plejer at sige,« siger han – og griber fat i begrebet ’reduktionistisk’ og smager lidt på det.

»Det der med det reduktionistiske – er han god eller ond – er faktisk en præmis for den bølge af tv-serier, Danmark Radio har spyttet ud de seneste tyve år. Det skal ligne virkeligheden, men også være lidt simplere, for ellers kan folk ikke følge med. En tv-serie af den type, fortæller sin historie på en lidt anden måde end en roman eller en film. Den er beregnet til at være meget rummelig og have mange seere.«

Sammenfaldet mellem den nødvendige forsimpling i tv-universet og i det politiske spil ligger lige for.

»Som politiker kan du ikke kommunikere alle mulige komplekse samkørselsregler og den slags ud til vælgerne op til et valg. Du er nødt til at samle det i nogle pixibøger og pixibøgernes pixibøger og så videre, indtil du til sidst har halvanden linie, som du kan komme i medierne med, »siger han og viser med fingrene, hvordan komplekse problemstillinger bliver foldet og foldet og foldet til en lille letslugelig politik-pille.

»Man kan sige, at hvis politikerne står med en enormt kompleks sagsvirkelighed, som de skal reducere for at kunne kommunikere den, så står os der prøver at lave en underholdningsserie med samme problem – at hele den nuancerigdom omkring menneskene og deres virkelighed skal reduceres.«

’Borgen’s bagmand Adam Price har ligefrem brugt forsimplingen som et tema i tredje sæson, der blandt andet handler om, hvad der sker, når nuancerne går tabt.
»Adam Price vil gerne sige noget om forsimplingens problem og den frustration og komedie der ligger i det. Han har et meget sjovt og selvironisk greb om det, som klæder serien.«

TÆNKSOMME JENS ALBINUS er selv en mand af mange og lange ord. Ord der til tider flyver i øst og vest, eller bliver viklet ind i indviklede tankekæder, før de slipper op og efterlader plads til lange pauser. Måske derfor har han altid holdt mest af de politikere, der har svært ved at mestre pixi-bogs reduktionen. En type som Jon Berthelsen også tilhører.

»Han ligger mit hjerte meget nær, fordi han ofte ønsker at udtrykker sig komplekst og ikke altid lykkes med det. Han er forholdsvis hurtig i hovedet og temmelig utålmodig med dem, der ikke er det. Han er ikke, hvad man ville kalde udpræget folkelig , og det er han fuldstændig bevidst om. Han har en forventning om, at tingene sandsynligvis vil gå ad helvede til, og det får han som regel ret i. Det svarer sådan set meget godt til mig selv,« siger han og smiler skævt »og det har faktisk været ret sjovt at spille ham.«

I en alder af 48 år, har ens Albinus nemlig lært at nyde arbejdet foran kameraet.

»Kameraarbejdet på en tv-serie er væsentligt forskelligt fra den måde, jeg arbejder på en teaterscene på, men jeg er meget glad for at arbejde foran kamera i de her år. Det var jeg i påfaldende grad ikke tidligere. Med der er nogle ting, der ligesom er faldet lidt bedre på plads inden i mig. Det er svært at beskrive, men jeg tror det kan hænge sammen med, at det passer mig vældigt godt at blive ældre. Det er som om jeg vokser mere og mere ind i den alder, jeg hele tiden har haft,« siger Jens Albinus, der syntes, det var svært at være ung skuespiller foran et kamera.

»Du kan sagtens være fem år gammel – eller en hund – og gå ind og være fantastisk foran et kamera. Men hvis du skal udvikle et forhold til det at arbejde med et kamera og have en bevidsthed knyttet til det, så kræver det en vis form for kontinuitet og måske også muligheden for at slå nogle skæve og ikke altid lykkes. Du får en ro i dit håndværk, når det får lov at blive udviklet.«


DEN GARVEDE SKUESPILLERS
helt store kærlighed er og bliver dog teatret. I starten af året fik han flotte roser for sin præstation i »Jeppe på bjerget« på Aarhus Teater og snart sætter han sin meget roste monolog »Hvis dette er et menneske«, baseret på Primo Levi, op for tredje gang.

»Teatret betyder noget særligt for mig. Det kræver et andet håndværk end arbejdet med et kamera. Dertil kommer at det er et mere forpligtende rum – også for publikum. Hvis du ser »Borgen«, er du parat til at komme det i møde op til en vis grænse, og du forlader aldrig rent fysisk din egen trygheds-zone hjemme i din stue. Deltager du i teatrets fællesskab, investerer du dig selv helt fysisk sammen med andre i en fælles oplevelse, som kræver mere af dig i udgangspunktet, men som til gengæld har potentialet i sig, til at lade dig møde det, du ikke kendte til i forvejen. På den måde er teatret et umisteligt samfundsmæssigt rum, som det er vigtigt, at vi forstår at bruge forpligtende og fortryllende og voldsomt,« siger Jens Albinus, der godt kunne ønske sig, at teatret brugte sig selv lidt mere overrumplende og debatskabende.

»På en måde er vi teatermæssigt et U-land. På den måde at teatret stadig er under udvikling hen imod at indtage den plads i den fælles samtale, som det bør have. Teatret kunne være og bør være et helt uomgængeligt sted for refleksion, kamp, konfrontation og underholdning. For drømme, fest, overskridelse og livsudvidelse... et sted vi til syvende og sidst slet ikke kan undvære. Det ved vi bare ikke helt i Danmark. Endnu.«

Jens Albinus mener, at vi i Danmark endnu bruger teatret som en slags forlængelse af »Matador«.

»Noget der er mildt underholdende og tilstrækkeligt lidt forpligtende til, at det egentlig betyder noget. Det synes jeg bestemt også, vi skal blive ved med, vi skal bare samtidig udvikle teatret som rum for det exceptionelle. Som noget, der i kraft at sit kunstneriske niveau ikke er til at komme udenom. Der er simpelthen for langt mellem snapsene. Det at en teaterforestilling bliver omtalt i andet end kultursektionerne sker rimeligt regelmæssigt hver andet år. Men det skal ske mindst tre-fire gange hver sæson!«

TEATRET ER ET LIVSRUM for Jens Albinus. Et sted, hvor han føler sig hjemme. Men også et smertensbarn.

»Derfor er det et frikvarter for mig at være med i sådan noget som ’Borgen’. Det er hyggeligt og rart og jeg har arbejdet sammen med nogle meget fine og gode mennesker. Vi har været sådan et lille ensemble, og det kan jeg godt lide,« siger Jens Albinus, der efter ’Hvis dette er et menneske’ regner med at tage en god lang arbejdspause og rejse ud i verden med sin kone og tre børn. Næste gang vi kan se ham efter ’Borgen’ bliver på det store lærred i Lars von Triers næste film ’Nymphomaniac’ – som Jens Albinus ikke vil fortælle noget om endnu.

»Men jeg holder meget af bare at være sammen med Trier. Han er en god idiot – en de rigtigt gode idioter. Vi skal virkelig være glade for, at vi har ham i Danmark. Ikke alene direkte - på grund af det han selv laver - men også indirekte - på grund af alt det, der følger i kølvandet. Det som han inspirerer andre til, eller indgiver dem mod til at kaste sig ud i. Han er i virkeligheden sit helt eget omvandrende exceptionelle univers. Han er en isbryder, og det er altid meget opløftende at få lov til at besøge hans verden. Jeg synes, hans film har evnen til at låse rum op, hvor man kan komme ind og se ting som alle kan genfinde dybt inden i sig selv, men som man ikke kan finde udtrykt nogen andre steder. Hans værk er noget af det, man vil huske vores tid for. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.«

FAKTABOKS:
Jens Albinus er uddannet skuespiller ved Århus Teater i 1989, hvor han var fastansat frem til 1994. Han har siden spillet med i en lang række film, tv-produktioner og teaterstykker. På film har vi blandt andet set ham i Lars von Triers ’Idioterne’ og ’Direktøren for det hele’, Nils Malmros’ ’At kende sandheden’ og Christoffer Boes ’Alting bliver godt igen’. På TV spillede han i 2004 hovedrollen i Drs krimiserie ’Ørnen’, og han har netop medvirket i ’Forbrydelsen 3’. På teatret har han blandt meget andet spillet i med i ’Stuk’, ’Fanny og Alexander’, ’Lulu’, ’Jeppe på bjerget’ og ’Hvis dette er et menneske’.

Foto: Ikke oplyst

Comic Sans – Som at komme til cocktailparty i klovnedragt

Comic Sans: en danseforestilling om smag

Foto: Ikke oplyst

Rose English blev født i Hereford i 1950. Efter først at være blevet bortvist fra én kunstskole for at arbejde med performance blev hun i 1973 uddannet fra Art Institut of Leeds Polytechnic.

Rose English: The Eros of Understanding

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester