Stand up & Impro

Jason Rouse
De, der var tilstede under Zulu Comedy Galla i Operaen sidste søndag eller så showet på TV2 Zulu i torsdags var ikke i tvivl. Canadiske Jason Rouse er grænseoverskridende. Og morsom. Jokes om handicappede, narko, druk, sex og danske kvinders mindre flaterende sider- you name it. Leveret så man næsten synes, det er for meget.
Men lattermusklerne overgiver sig på grund af den hæsblæsende, charmerende og sikre levering. Jason Rouses er blevet kaldt »den onde Jim Carrey - bare sjovere«. Han har vundet stor anerkendelse for sine shows blandt andet på verdens førende kunst- og showfestival Edinburgh Fringe. Sagt af Jason Rouse:
»Jeg vil have, at folk efter mit show, skal ryste på hovedet, mens de siger: Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har set.«
Yannis Pappas
Han er fra Brooklyn i New York City og er en af de mest efterspurgte stand-up’ere på de kanter. Han har turneret sit hjemland og mange andre lande tyndt og vundet anerkendelse for både sine shows og tv-optrædender. Yannis Pappas optræder også den sidste dag under Zulu Comedy Festival, søndag 5. september. Det bliver som en meget anderledes havnerundfartsguide ved Zulu Canal Tours med start kl. 17 fra Mariott Hotel. Da AOK spurgte, om han ville give en smagsprøve på, hvad publikum kan vente den 4. september på Mariott Hotel, kom følgende svar tilbage (et uddrag):
»At lave et show i Danmark er en meget usædvanlig og spændende oplevelse for mig, fordi jeg er vandt til at optræde for folk med følelser. Jeg er fra Brooklyn, som er et af de mest mangfoldige steder i verden. Danmark er meget hvid og blond og fredelig, og folk er virkeligt smukke. Da jeg var der sidste år, følte jeg det, som om jeg befandt mig i et racistisk syretrip og tænkte: »Åh min Gud. Er dette, hvad Hitler havde i tankerne?« Jeg er spændt på at se jeres land. Jeg har hørt, I har et sødt pariserhjul i København, hvorfra man kan se hele landet. Danmark er et lille bitte land med 5,5 millioner indbyggere. NYC er en by med 10 millioner. Mit nabolag kunne angribe Danmark og indtage det på to dage. I New York City er der altid et pres på én for, at man ikke skal miste sine penge, drikke sig fuld, og man skal altid bruge kondom. Jeg har ingen sundhesforsikring. Men i Danmark siger I jeres job op hver tredie måned, tager stoffer og bruger aldrig kondom - og regeringen betaler for det. Jeg elsker det. Jeres land regeres af forkælede børns forældre.
Kære dresserede vikinger: Vi ses til Zulu Comedy Festival. Jeg er ham amerikaneren uden bukser, med træsko, og jeg vil have penge, stoffer og sundhedsforsikring. Og I er de gode tyskere, ik’?«
Craig Campbell
Canadisk og ikke kun i komikerkredse kendt stand-up’er. Vært for det i hjemlandet kendte tv-show »Ed’s Night Party« og øverst på plakaten i shows som »Jim Carrey Live«, »The Dennis Miller Show« og »Just for Laughs«. AOK modtog følgende som forsmag på hans optræden med de andre fire udenlandske komikere:
»Det morsomste jeg ved om jer, udover jeres udtale af myriaden af latterlige ord I har (særlig »turn-off«, der bliver til »slukke«) og jeres nedskydning af den øksebevæbnede mand foran Kurt Vestergaards hus (meget sjov) - er jeres placering af elgen, der svømmede/flygtede fra Sverige, i en zoologisk have. Meget morsomt, Jens, meget morsomt. Det meste af, hvad I danskere gør er for de, der ser på, meget, meget morsomt.«
Shazia Mirza
Prisbelønnet komiker, uddannet biokemiker og klummeskribent med en i England berømmet pen.
Andengenerationsindvandrer fra Pakistan opvokset i et strengt muslimsk hjem. Kendt for sine shows med en blanding af samfundsaktuelle emner og personlige erfaringer. Mange af hendes jokes kredser om tabubelagte temaer leveret med en berømmet selvsikkerhed. I 2001 blev hun berømt/berygtet, da hun efter angrebet på World Trade Center startede sin optræden iklædt hijab og indgangsreplikken: »Hej. Jeg hedder Shazia Mirza. Det er i hvert fald, hvad der står på mit flyvecertifikat.« Det år vandt hun sin første pris på London Comedy Festival. I 2009 kom Shazia Mirza på Muslim Womens Power List som en af de tyve mest succesfulde muslimske kvinder i Storbritannien.
André Wickström
Finlands mest kendte stand-up komiker. Har fået publikum i sit hjemland og i Sverige til at flække af grin. Var i 2007 en af de bedst anmeldte komikere under Big Comedy-turnéen rundt om i Sverige. Sagt om ham: »André Wickström er helt brillant med sin herligt surrealistiske tankegang,« (Oskarhamns-Tidningen, 2007). »Hans sproglektion i dansk var det rene revynummer og en perfekt lattereksplosion som finale,« (Helsingborgs Dagblad, 2007). »Aller sjovest var han, når han med sit livlige kropssprog imiterede en dansker, der spørger om vej til Hotel Savoy. Man var ved at falde ned af stolen af grin,« (Kuriren, 2007). André Wickström sendte følgende til AOK-redaktionen:
»Jeg skriver netop på min tekst i denne uge. Det er svært, for jeg har aldrig rigtig været i Danmark. Har overnattet der én gang. Vi kom sent om aftenen fra Malmø og gik på restaurant, hvor alle tjenerne talte svensk. Det var ret skuffende. Så jeg sætter min lid til Wikipedia og internettet. Ha, ha.«
Hvad: Shazia Mirza, Jason Rouse, Craig
Campbell, Yannis Pappas, André Wickström.
Geo (DK) er vært.
Hvor: Comic Invasion, Hotel Mariott,
Hvornår: Lør. 4. sep. kl. 20
Hvordan: Billetter via Comedyfestival.tv2.dk