Prolog: Fem meter fra teatrets billetkontor sker det. Anmelderens kurv ryger af cyklens bagagebærer. »Uha, pas nu på den skarpe pen,« lyder det fra politikeren, der suser forbi i sit dyre jakkesæt. »Ja, tænk hvis den knækkede,« siger teateranmelderen, for noget skal man jo kvække. »Sådan noget kan jeg jo tillade mig at sige nu,« replicerer politikeren koket. Og så er han væk. Den tidligere teaterdirektør, nu borgmester i hovedstaden, er på vej i teatret. Jeg ved ikke helt, hvad man skal bruge anekdoten til, men så er scenen ligesom sat til årets forestilling i Grønnegården, »Den politiske kandestøber ,« Holbergs første komedie fra 1722.

Det er den , der handler om håndværksmesteren Herman von Bremen, der har hovedet fuld af borgmesterdrømme. Til stor frustration for hans familie og irritation for de nuværende magthavere, som beslutter at give ham en lærestreg: På samme måde, som Jeppe blev konge for en dag, spinder de en snedig intrige og bilder kandestøberen ind, at han pludselig er borgmester. Men et er søkort at forstå, som det hedder i stykket. Overraskende hurtigt ønsker den gode kandestøber , at han var blevet ved sin læst og er på selvmordets rand, indtil maskepien kommer for en dag, og han genvinder fornuften og sin plads i hierarkiet.

Dobbelt vildfarelse

Stakkels, overmodige Herman er jo sådan set offer for hele to misforståelser. Han er opblæst nok til at tro, at han er klogere på politik end alle andre. Men det, der reelt får ham til at ville være borgmester, er alle de ydre ting ved embedet. Skibet kunne han ikke føre, men kendte han overhovedet kortet? Denne dobbelte vildfarelse har Thomas Bendixen glimrende blik for i sin moderne, spillevende, gesvindte og eksemplarisk klart eksekverede iscenesættelse på scenografen Karin Betz' fine bræddescene. Med Troels Lyby i storform som en skrydende kandestøber . Måske ikke et under af komik, men til gengæld med en menneskelig figurtegning, som med mange fine detaljer afslører kandestøberens indbildske syge: Den nedladende stemmeføring, hagen, der er i sky, de mange forvirrede forsøg på at maskere inkompetencen.

Man får jo helt ondt af denne eller så urimelige politiske drømmer, som knægtes så hårdt, når bureaukratiet løber løbsk omkring ham. Også fordi den privilegerede overklasse, som Holberg vel reelt sympatiserede med, her er trukket hårdt op som kyniske rænkemagere fra overhalingsbanens catwalk, morsomt kostumeret af Karin Betz og skarp afleveret af herrerne Nicolai Dahl Hamilton og Carsten Bjørnlund samt fruerne Annette Støvelbæk og Camilla Bendix.

Balancegang

Holbergs antidemokratiske sindelag - begrebet folkestyre var slet ikke aktuelt på hans tid - kan være en svær nød at knække for enhver nutidig iscenesætter, men Thomas Bendixen klarer balancegangen ved at udstille komediens indbyggede ubarmhjertige koldsindighed. Sådan kan det løses. Og så er det i øvrigt svært at være uenig i, at Herman skal tage sig lidt mere af sin forsømte familie. Med Helle Dolleris' gulvmoppe af en kandestøberkone, skæg og spruttende i sin kogende frustration over mandens griller, endnu skæggere, når hun selv bliver smittet af hovmodigheden. Signe Mannov er en sprælsk og sødt-tøset datter af huset, Anders Juul hendes hjulmager-bejler - her cykelsmed! Og så er stortalentet Laus Høybye klog, køn og kæk som tjeneren Henrik, fornuftens slagfærdige stemme, som Holberg er så forelsket i, og som her kommer godt ud over rampen. Befriet for de frelste konventioner og med en moderne, præcis replikføring, der er en af generationens allerbedste.

Jo, der er masser at glæde sig over i Grønnegården, hvor man endnu engang beviser, at Holberg kan bruges til noget. Den finder nemlig ind til en kerne af alvor uden at give køb på komikken. Den kan både læse søkortet og føre skibet sikkert i havn.