»Vi ved fra starten, at det ender tragisk. Og det bliver kun værre, som handlingen skrider frem,« sagde han, stående i scenografen Christian Lemmerz’ storslåede og dystre kulisse, en udbrændt domkirke, tydeligvis forladt af både Gud og de fleste mennesker, hvor hele handlingen skal foregå.
Det er komponisten Poul Ruders, der, efter at have set Lars von Triers prisbelønnede film, har skrevet operaen om den fattige og svagtsynede Selma, der slider på en emaljefabrik for at spare sammen til den øjenoperation, der kan redde hendes elskede søn fra at blive blind. Da hendes ven, politibetjenten Billie, vil tage pengene fra hende, skyder hun ham og bliver efterfølgende dømt til døden og hængt.
»Da Poul havde set filmen, græd han af betagelse. Hans eneste indvending var, at »Dancer in the Dark« ikke var en opera skrevet af ham selv,« fortalte en veloplagt Kasper Holten.
Det er der så rettet op på nu – med den tilføjelse fra Poul Ruders, at »jeg har ikke lavet en opera over filmen, men over historien.«
Selma stiger op af kisten
Han har således valgt at vende handlingen om og lade den begynde ved Selmas begravelse, efter at hun er blevet dømt og henrettet for drabet på Billie. Da de få sortklædte begravelsesgæster har forladt den faldefærdige kirke, og kun sønnen Gene sidder tilbage, stiger Selma – som et drømmesyn eller et spøgelse – op af kisten og prøver at forklare ham, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Forestillingen bevæger sig således på to spilleplaner, hvor det, der er sket, formidles til drengen, samtidig med at Selma oplever de tragiske begivenheder én gang til.
»Vi må forudsætte, at handlingen er de fleste bekendt. Så udfordringen har været ikke at fortælle historien på samme måde som i filmen,« sagde Kasper Holten, som selv skal instruere forestillingen.
Med sine kun 75 minutters spilletid i én akt bliver »Dancer ind the Dark« med Kasper Holtens ord »en lille sort espresso af en opera«. Han sammenligner handlingen med de klassiske græske tragedier, mens Poul Ruders bl.a. har ladet sig inspirere af Johannes-
åbenbaringens evige gang mod dommedag.
Dystert, poetisk og muntert
Komponisten lover dog, at selv om musikkens grundstemning er altovervejende dyster, er der også blevet plads til en række poetiske sange og mere muntre sekvenser, når Selma flygter fra den tunge hverdag ind i et farvestrålende, indbildt musicalunivers.
Partiet som den fattige Selma, der går i døden for sin søn, er skrevet til Den Kongelige Operas Ylva Kihlberg og bliver ifølge Kasper Holten en »kæmpeudfordring«. Selv kan hun næsten ikke vente med at komme i gang:
»Det er første gang, jeg ser scenografien og hører Kasper fortælle. Det er en skøn scenografi, og jeg tror, det bliver en fantastisk forestilling,« siger hun.
De øvrige partier synges af bl.a. Palle Knudsen, Hanne Fischer, Gert Henning-Jensen og Guido Paveatalu, mens Carl Philip Levin og Nikolas Alexander Due Feit på skift har rollen som Selmas søn, Gene. Librettoen (teksten) er skrevet af Henrik Engelbrecht, og Michael Schønwandt dirigerer Det Kongelige Kapel.
Hvad: "Dancer in the Dark"
Hvor: Det Kongelige Teater
Hvornår: Den 5. september til den 27. september 2010
Hvordan: Læs mere på det Kongelige Teaters hjemmeside her.