Det er fredag eftermiddag, udenfor skinner solen på en blå septemberhimmel. Indenfor i en lejlighed på Frederiksberg sidder jeg og kigger ud i luften, og jeg tænker og tænker og tænker, mens jeg overvejer, om jeg kan slippe for at svare på det ret private og temmelig nærgående spørgsmål: »Hvad er den største fejl, du har begået i dit liv?«

Velkommen til Camp X’s nye forestilling »Cal Calcutta in a Box«. Verdens mindste teaterforestilling, telefonteateret, skabt af den tyske teatergruppe Rimini Protokoll.
Her er det ikke nok at købe en billet og en pose pariserlinser og et program, før man falder ned i sædet, for teateret foregår ikke i en sal, men på et lille kontor. Der er kun en eneste tilstede som publikum, nemlig dig, og en, der optræder, en inder i et callcenter i Calcutta. Ingen scene, bare en trådløs telefon, hvor I via Skype taler sammen.

Normalt sælger telefonsælgerne i Indien lån, forsikringer eller bredbåndsabonnementer. De arbejder i treholdsskift, parate til at sælge løs i hver en tidszone, og de øver sig i at lade som om, at de sidder i samme land. Måske tjekker de ligefrem vejrudsigten, parate til smalltalk om dagens byger.

I dag skal en af dem tale med mig. Hans kollega med en anden teatergæst, der også er dukket op i den private lejlighed på Frederiksberg.
Jeg sidder i en gang og venter med udsigt til en kasse champagne og hvide jakkesæt, der hænger i renseriposer på et stativ. Bliver fulgt ind i et lokale af en venlig kvinde. Lukker døren. Sidder bare der alene og lidt forundret og venter på, hvad der skal ske. Som blind date pr. telefon.

Jeg ved jo godt, at telefonen vil ringe, men jeg får alligevel et gip i maven, da den gør det, og bliver underligt utilpas, da en blød mandestemme med en tydelig indisk accent kender mit navn. Og gætter min alder, naturligvis først lidt for lavt, han kender vel kvinder, og så ret præcist.

Jeg ved ingenting, aner ikke, hvor samtalen glider hen, han ved alting, hvem jeg er, hvor jeg sidder og hvordan jeg kan få en kop te. Hvem er han, hvor er han, hvad kan han se og hvorfor føler jeg mig så bar, at jeg svarer uden at tænke? På svære svære ting, der er helt private og gemt inde bag lag af lette bortforklaringer, kække formuleringer, omhyggeligt udtænkt og afværgende sarkasme.

Ting, der ellers ikke rager nogen, og slet ikke nogen, jeg ikke kender.
Vi taler. Om arbejde, om kærester, familier, børn. Han har en søn på syv.
»Det gør mig lykkelig,« siger han.
»Han er det bedste der er sket. Min store fejl er, at jeg ikke har fået flere børn endnu,« siger han.
Vi taler om de store fejl, om de små. Vi taler om Indien, om jeg kender landet, næh, kunne jeg tænke mig det? Jo da. Kender jeg det slet ikke? Kun det indiske køkken. Latter mellem os, let forsinket af forbindelsen. Af og til bryder han ind og styrer samtalen videre. Jeg skal finde ting i skufferne, pludseligt tygger vi på den samme type slik, mens han fortæller mig om livet i et callcenter, hvor man altid skal få kunderne til at tale mere, end man selv gør, men uden, at de opdager det.

»Det er vist lykkedes ham med mig,« tænker jeg.
Vi snirkler rundt om rengøring, vejret hos ham, hos mig, vores job og så pludselig ender vi med at tale om lykken. Om man er…lykkelig? Tilfreds med sit liv?
Mens jeg tænker, dukker han op, smilende og vinkende og virkelig meget i live på skærmen via webcam. Meget tæt på, meget langt væk, et liv som mit og slet, slet ikke. Vi har i 50 minutter kigget ind i hinandens liv. I hjørnet af en skærm tæller et ur ned. O0.04, 00.003, 00.02, 00.01 og han vinker og er væk. Forestillingen er forbi, og den bliver aldrig genopført, for næste gang er det en anden, der sidder og lytter til den indiske stemme og møder ham – og sig selv.

Læs mere om forestillingen Call Cutta in a box her