Idéen til Edison var allerede formuleret i hovederne på Betty Nansens dynamiske duo, Peter Langdal og Henrik Hartmann, før de satte sig på hver sin side af deres dobbelte direktionsskrivebord i 1992.

I deres ansøgning beskrev de idéen om en slags teater transportable. Et virkeligheds- og nutidsteaterrum med kort afstand mellem tanke og handling, plads til de smallere forestillinger, plads til at dumme sig og mulighed for at bryde former op og ned.

Edison åbnede med en urpremiere, bestillingsarbejdet De 7 Dødssynder, der var lige så råt som det rum, der blev indviet. Stærke sager, efter Jyllands-Postens opdagelsesrejsende hovedstadsanmelders mening, men tilpas forfriskende for resten af anmelderkorpset.

Siden har manuskripter og scenografi af så forskellige hjerner som T.S. Høeg, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Michael Kvium, Christian Lemmertz, Pia Tafdrup, Morti Vizki og Lars Norén prøvet kræfter med Edisons store rum.

Scenen har en dejlig barsk foyer, muligvis ment som den københavnske teaterverdens svar på en berlinsk undergrundsstation dagen efter genforeningsfesten.