Musikken går i gang. Lyset går op. En borgfrue – komplet med hovedtøj og lange gevandter – viser sig i porten til det, der ligner en kolossalt tempel fra en for længst glemt civilisation.

”Yesterday”: Den kan vi! Tror vi. For Lotte Andersens smukke, porøse stemmen bryder teksten helt op – kvæder kun fragmenter af den velkendte tekst i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Det genkendelige er pludselig samplet til noget andet.

Sådan starter teaterkoncerten ”Come Together” på Gasværket. Med en form for signatur, som slår tonen an: Forvent ikke en syng-med-aften i Gi’ den Gasbeholderen. Glem alt om ”Ob-La-Di, Ob-La-Da” , ”Yellow Submarine” og ”She Loves You”!

Uden om de mest kendte hits
Konceptmager Nikolaj Cederholm og hans musikalske våbenbrødre Jens og Peter Hellemann er gået uden om gruppens allermest velkendte hits –med mindre man er Beatles-kender, vil det meste af musikken sandsynligvis være ukendt. Visionen er mørkere, end de fleste måske lige havde troet.

Borgfruen får nemlig hurtigt følgeskab af en hel kavalkade af figurer fra seklernes gang. Tøvende vover de sig ud af templets tidsmaskine og ned på Kim Witzels store marmorerede scenegulv. Og med The Beatles´ sange som trampolin – den ene følger den anden med vekslende solister, grupper, duetter – udfolder sig en hel lille kritisk verdenshistorie. Flot sunget og spillet hele vejen rundt af dette brogede Lonely Hearts Club Band og med maksimal udnyttelse af de medvirkende kroppe – snart flyvende i verdensaltet, , snart kravlende op ad væggene, snart nede under scenen, roterende, på hovedet, tynget ned eller løftet op. Og efterhånden bliver forestillingen, der eller har bølget pænt mellem svævende letsind på grænsen til det pjankede og melankoli, mere aggressiv og rockende i tonen.

Anja Vang Krags omhyggelige kostumer fra klædedragtens historie præsenteres nu i forvrængede, beskidte og slidte afarter, mens vi ender i det glade flower power-flips postulerede farveforløsning med dalende efterårsløv og hymne til den runde klode: ”Come Together, right now”.

Enestående kostumer
Desværre kunne dramaturgien have været skarpere eksekveret. Anden akt er alt for lang og idérigdommen tyndes efterhånden ud – et lidt trættende hjørne, forestillingens selv har malet sig op i, fordi hittepåsomheden har været så bastant fra første færd. Anja Vang Krags fantastiske kostumer – og de er virkelig fantastiske – er enestånde kunstværker hvert og et. Vildtvoksende, meddigtende og med en detaljerigdom og luksusfornemmelse, der tillader øjet at gå på lystvandring. Orkestreringen af Beatles sange blæser dem langt væk fra originalerne i udfordrende, ambitiøse arrangementer, der spænder fra det hårdtrockende, over disco-vibes til skønhedsåbenbaringer af sfærisk acapella.

Mark Linn er i en klasse for sig som torch singer, Lotte Andersens har en vokal, der er sprød og skær, Annika Aakjærs kan slå over i en rå kant, der gør indtryk. Jimmy Jørgensen, Mani Spinx og Martin Greis kan rocke, Jens Jørn Spottag sprede melankoli som forestillingens hvide klovn. Og Sara Garbrow, dette lille menneske med den krystalklare, tonesikre stemme, er af en anden verden.

Men resultatet er kun en halv sejr til Gasværkets stort anlagt forestilling. Topprofessionel, ingen tvivl om det. Den imponerer bare mere, end den bevæger, bliver mere teaterkoncertens kølige, distante svar på Cirque du Soleils golde ekvilibrisme, end den får os til at lytte efter, hvad der egentlig foregår i Beatles sange. Men flot er det. Meget flot.