...
Det sker ikke så tit, at hele to nye forestillinger af samme forfatter kan opleves på de københavnske scener, men han er en flittig herre, dramatikeren Jakob Weis.
Bedst som hans roste litterære livtag med Herman Bang og Betty Nansen på Folketeatrets Hippodromen har haft premiere, kan man på Teater V i Valby opleve endnu en tekst af Weis - i en helt anden boldgade.
»Diva min« har Karen-Lise Mynster i rollen som den fejrede operadiva, der netop har været på scenen i en europæisk storby. Hun har givet alt og er helt færdig. Mens applausen dør ud i salen indfinder hun sig i sin garderobe, hvor hun imildertid ikke får lov til at vente længe, før det banker på døren.
En ung mand, både krævende eog uskyldig, træder indenfor. Er han roomservice? Næppe, for han ved meget mere om divaen, end hun bryder sig om. Og så kan konfrontationen begynde i det, der tegner til at blande gys og eksistensdramatik. For, som det hedder i pressemeddelelsen, er »Diva min« »en fortælling om det vanvid, der fødes af selvfornægtelse, længsel og selvfornægtelse.«
Den unge mand spilles af talentet Jens Frederik Sætter-Lassen, mens Teater Vs chef Pelle Koppel iscenesætter. Jakob Weis’ frugtabare samarbejde med teatret i Valby har tidligere resulteret i den vellykkede mandediagnose »Helmer Hardcore« og kunstprovostykket »Udslet Hornsleth«.
Hvad: »Diva min«
Hvor: Teater V, Valby
Hvornår: 28. oktober - 11. november samt 28. november - 9. december
Læs anmeldelsen her