Schmitt, hvis stykker efterhånden har været spillet en del herhjemme, kan vel nærmest bedst betegnes som en boulevardteater-filosof. Han kombinerer ikke sjældent livets store spørgsmål og en ordrig diskussion af dem med lystspillets mekanismer. Fermt, kunstlet og konstrueret, jovist, men på den sommerlige friluftsscene er der lidt højere til loftet Her passer Schmitts blend af filosofitime og den erotisk-pikante komedie – model Marivaux – aldeles fremragende.

Lars Mikkelsens indledningsvist nonchalante Diderot ligner mere og mere en våd hund i takt med, at han får mere end travlt med at positionere sig, når kvinderne i farcetakt invaderer ikke bare det lysthus, hvor han skal forsøge at skrive et manglende kapitel – om moral – til den store encyklopædi, han arbejder på. Men hunkønnet tramper også ind på mandens enemærker og vælter hans forudfattede formler omkuld i en lang række tete-a-teter, hvor tilværelsens paradokser og kønsrollerne sættes til debat. En ting er nemlig fornuften. Noget andet er følelsen. Alt det, der ikke kan kategoriseres. Og når begæret melder sig, er alt ikke til at kontrollere. Mikkelsen puster sig op og punkteres, veksler morsomt mellem fornuftens ræsonnement og følelsernes vold som kvinderne kører rundt med ham.

Psykopatisk nerve
Og hvilke kvinder! Dels er der naturligvis den kokette og amoralske malerinde, der drevent klæder ham af ham – både på den ene og den anden facon. Ann Eleonora Jørgensen er triumferende dejlig med kokette smil og smut med øjnene, men spiller også rollen på en nærmest psykopatisk nerve, som gør denne drevne forførerske interessant.

Den hårdtprøvede hustru og datteren banker også på og har trumfer i ærmet, der efterhånden får manden til at forstå, at alt er relativt – Pernille Albæk Andersen og Signe Mannov er alt, hvad de skal være af sødme og snusfornuft. Og endelig er der den erotisk opvakte unge adelsdame, som også sætter gang i Diderots letvakte lyster. Den opgave bliver til en kanondebut for den livlige Johanne Louise Schmidt, der får alt det frigjort impertinente og det ungdommeligt sårbare frem i figuren, ligesom Casper Juel Berg gør så flot en figur som Diderots plagede sekretær, at man længe tror, han skal have mere at gøre på scenen, end han har.

Jo, Thomas Bendixens iscenesættelse får sat sus i skørterne på talestrømmen og med Karin Betz yppige rokokokostumer og viftescenografi som forestillingens alt andet end hemmelig våben er det blevet til en vittig-pirrende sommerspøg. »Libertineren« er underholdende, veldrejet og lige akkurat så intelligent, at vi kan føle os intellektuelt stimulerede i sommerdøsen.