
Den Grå Hal har en lang tradition for koncerter, teaterforestillinger, foredrag, julefest for storbyens enlige, diasshows og andre kulturelle initiativer - herunder mange støttearrangementer, hvor overskuddet er havnet et eller andet sted tilpas langt til venstre for midten.
I de seneste år er hallen mest blevet brugt til koncerter af arrangører, der lejer sig ind.
Den Grå Hal har i tidens løb lagt rum til et helt arsenal af musikhistoriens store og små stjerner, som f.eks. Portishead, Bob Dylan, Rage Against the Machine, Metallica, Manic Street Preachers, Faithless m.fl.. Desuden var Peter A.Gnags og hans medjyder fast genbagevendende inventar på scenen i de år, hvor de udgav deres første 20-30 plader.
LYDFORHOLD: Rimelige - men lidt rungende. Hallen er uden eget udstyr, så alt skal bygges op fra grunden hver gang. Lyd- og lyskvaliteten kan derfor svinge meget, afhængig af om der står fjols eller proff i nakken på crewet.