Kan Holberg overhovedet spilles meget bedre? Der er så meget at glædes over i Christoffer Berdals iscenesættelse af »Den stundesløse« på Grønnegårds Teatret. Den er ikke et skingert moderniseringsovergreb, men møder Holberg med en respekt, som skal mobiliseres, hvis man skal gøre ham til andet og mere end støvet teatermuseum. Først og fremmest fordi den aldrig glemmer at forlene figurerne med de menneskelige nuancer, der er nødvendig for at give teksten den klangbund, der kan give den mening på tværs af tiden.Den får sit liv indefra.
Når man tilsætter en eminent sans for det lette tempo, den dynamiske krop og det velafbalancerede arrangement, der skal få komedien over scenen og dertil lægger Nina Flagstads indtagende dukkehusscenografi og farveskønne kostumer, er det ikke forkert at kalde den for den fuldendte Holberg-forestilling.
Så hjælper det også, at »Den stundesløse« måske er Holbergs bedste komedie – lige til at spejle sig i med sin morale om, at man også kan have så travlt, at det ikke er godt for noget. Der er mening med løjerne, og de kommer fuldt frem i den velbesatte forestilling, der hele tiden lader det sjove og det menneskelige gå hånd i hånd.
Patologisk studie
Henning Jensens formidable Vielgeschrey stønner, flæber, raser og
snerrer olmt under det strittende pindsvinehår. Han bliver komediens
hvileløse og neurotiske centrum, som måske nok har komisk prægnans, men
som ikke giver afkald på patriarkens autoritet. Satirens offer, snarere
end et skvat, fordi myndigheden aldrig forlader ham, selv om han
efterhånden temmelig brutalt brydes ned af den intrige, der igen skal
sende den stressplagede bedsteborger på rette kurs.
Henning Jensen tegner hele denne udvikling som et næsten drabeligt patologisk studie. Og der er meget mere at hente i en forestilling, hvor hver eneste birolle bliver et karakterkomisk nummer, uden at helheden sættes over styr. Ditte Gråbøl er alle tiders dejlige, moderne Pernille. Fræk, forvorpen og følsom. Solbjørg Højfeldt får alt ud af husholdersken Magdelone, morsomt sitrende af overspændt giftesyge, men en helt lille tragedie i sig selv.
Og vi kunne blive ved, så det gør vi: Peter Plaugborgs Oldfux, intrigens mester, er et festfyrværkeri af accenter og langlemmet gymnastisk udfoldelse – med en fascinerende dæmoni i blikket. Godt sekunderet af en selvforelsket Peter Flyvbjerg og en tøset Julie Agnete Vang som de lettere fjollede unge elskende og Henrik Birch, Morten Staugaard, Johannes Lilleør, Kristian Høegh Jeppesen og Joen Bille som resten af det fantasifulde galleri – den ene morsommere end den anden.
Jo, Holberg er det hele værd– hvis man vil lukke ham ind. Og det har man gjort i Grønnegårds Teatret.
Ludvig Holberg: »Den stundesløse«. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Grønnegårds Teatret i Kunstindustrimuseets Have. Til 22. august.
