Føj til favoritter Del Send
Scene | 13/02/13

»De skal jo alle sammen have den maksimale oplevelse«

  • Foto: Søren Bidstrup Foto: Søren Bidstrup
Skuespillerne skal tit spille den samme rolle aften efter aften. Men det hele skal helst virke som første gang. Charlotte Munck, Per Pallesen og Thomas Corneliussen har fortalt AOK om deres hemmelige tricks.

...

Thomas Corneliussen

Aktuel i: »S/H« af Flyvende Grise på Frederiksbergscenen/Nørrebro Teater.
Hvornår: 23.marts - 20. april.

»At holde en rolle eller forestilling frisk er en løbende proces, hvor man hele tiden opdager nye små ting, som man kan vælge at prøve af - hvis man tør. Det er vigtigt at formulere nogle præcise opgaver, inden man går i gang. Det kunne for eksempel være; ’i dag vil jeg forsøge at have mere publikumskontakt i den her scene’ eller ’i dag vil jeg undersøge, hvor meget karakteren selv kan more sig med det, han foretager sig’.

Det er noget, man tager fra aften til aften, nogle gange i samarbejde med en instruktør. Jeg har oplevet at have forestillinger, der egentlig ikke var specielt gode, men som blev det, fordi vi som skuespillere arbejdede os hen mod noget, der var mere levende og hvor karaktererne blev mere nuancerede. Netop fordi man fortsætter processen – også efter premieren.«

Charlotte Munck

Aktuel i: »Brokenhagen« af Von Baden på Teater Grob.
Hvornår: 22. maj - 12.juni

»Teater er en ekstremt levende organisme, så hver dag er af sig selv ny: Publikum er nyt, en medspiller betoner anderledes, jeg gør, solen har skinnet... Så variationen er der allerede til fri afbenyttelse. Det er bare at lytte. Og så er der rent rollemæssigt altid dybere steder at gå, synes jeg... hvis materialet er godt.

For mig gælder det om at spille ting, jeg synes er værd at beskæftige mig med. Derfra nulstiller jeg. Og udsætter mig så meget som overhovedet muligt for historien, for så er det jo en lige stor tragedie eller komedie hver aften at have mistet et barn, skulle dræbe en konge eller at få tics og falde i tæppet netop det sekund lægen siger, ’det ligner trillinger...’ Hvad det så gør ved hele ens organisme, så seriøst at ’lege den samme leg’ hver aften over tid, kunne jeg godt tænke mig at undersøge nærmere...!«

Per Pallesen

Aktuel i: »En tjener for to« på Betty Nansen Teatret.
Hvornår: 2. marts - 7. april.

»Publikum er jo nyt hver aften, og det giver i sig selv noget. Det ansporer en, for de skal jo alle sammen have den maksimale oplevelse, så det holder man øje med, at de får. Selvfølgelig er det at spille hver eneste aften rutine, men der skal bare den mindste lille ting til, der er anderledes, så er man straks lidt mere årvågen og holder øjne og ører åbne.

Man kan også have små aftaler indbyrdes – en lille en i øjenkrogen, så det bliver lidt nyt. Det handler meget om samspillet. Især i komedier og lystspil kan der komme små ændringer, som man synes er sjove. Det kan bare være en lidt anderledes betoning eller en lidt længere pause, der gør, at man reagerer på en anden måde, eller at det får en anden komisk drejning. Det gør jo, at man holder redskabet frisk.«

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester