Men hvordan danser man et så alvorligt problem, og er det overhovedet muligt? AOK kridtede danseskoene og stod ansigt til ansigt med de største traumer.

Det er koncentrerede miner, der møder en, når man træder ind i de lokaler, der lægger gulv til de sidste prøver på danseforestillingen »Knock on unpainted wood« i Dansehallerne.

Danserne skifter fra rolige, kontrollerede bevægelser til pludselige og ukontrollerede spjæt, hvor de med hele kroppen kaster sig rundt på det grå betongulv til tonerne fra et polsk rockband.

I det ene øjeblik står danserne på stribe i en slags slowmotion-dans, det næste ligger de alle sammen nede på gulvet, i noget der mest af alt ligner epileptiske krampetrækninger. I alle tilfælde ligner det ikke noget fra Vild Med Dans.

»Det er kunst.«
Så kort er forklaringen, da danseforestillingens to instruktører bliver spurgt om, hvad det er for en forestilling, de har lavet.

»Alle mennesker har noget, der ligger dem på sinde, og kunstnere laver så et eller andet ud af det. En maler maler et billede, en sanger synger en sang og vi laver en danseforestilling,« forklarer Kasper Ravnhøj, den ene af de to koreografer bag forestillingen, og medkoreograf Jacob Stage tilføjer:
»Det er ikke fordi, vi prøver at redde verden, men det er kunstens opgave at forholde sig til den verden, vi lever i.«

Kasper Ravnhøj og Jacob Stage har brugt det sidste år på at forberede danseforestillingen, som er en del af en trilogi om verdens tre største kriminelle økonomier, der udover trafficking, også tæller våben og narko.

Året er blevet brugt på at læse alt, hvad de to koreografer har kunne støve op om emnet, observere, tale og lytte til ofrene både nede på gadehjørnet af Istedgade, men også på rejser i blandt andet Thailand, Cambodja og Spanien. Men Jacob Stage og Kasper Ravnhøj har også brugt de hjælpeorganisationer, der hjælper kvinder, som er blevet handlet til Danmark, og nu er endt i prostitution. HopeNow er en af organisationerne, og deres leder og traumeterapeut har haft en central rolle i forarbejdet til stykket.

»Jeg har hjulpet med mine erfaringer. Jeg hører mange grusomme historier gennem mit job, som jeg har givet videre, så koreograferne og danserne kan lade sig inspirere. Der er historien om kvinden, der blev hængt op i et reb, voldtaget og banket. Der er historien om den 16-årige pige, der bliver handlet og sendt til fremmede lufthavne, og så er der historierne om kvinder, der bliver banket af deres kunder, mens de ligger ned,« fortæller Michelle Mildwaters fra HopeNow.

Gennem sit arbejde på gaden, hvor hun observerer og snakker med de prostituerede, kender Michelle Mildwaters til et hav af de kvinder, stykket handler om, og den måde de ofte reagerer på. Og at bruge en danseforestilling til at vise, hvordan ofrene for trafficking har det, er oplagt:
»Jeg arbejder meget med at observere kvindernes kroppe. Det er den, der fortæller historien. Traumer sidder ikke i hovedet, de sidder i kroppen. Det er derfor, at traumatiserede mennesker ofte har ondt eller bliver syge. Traumer kan man ikke forstå, derfor går de gennem kroppen og udenom hjernen.«

Og kroppen vil være i centrum i »Knock on unpainted wood«. Der vil være smæk på, og i forhold til så mange andre slags dans, må det her gerne være grimt og hårrejsende. Spørger man koreograferne, hvordan man danser et traume, snor de deres arm to gange rundt, knytter hånden til en hård kugle og ser yderst anspændte ud i hovedet.  

»Vi har sådan en »bvadr«-æstetik, hvor det gerne må være grimt. Danserne kæmper, sveder, danser og løber. Det er bevægelse,« siger Jacob Stage, og Kasper Ravnhøj overtager ordet:
»Det er et håndværk, følelserne indeni bliver til trin, og den her forestilling bliver kæmpestor, eksplosiv, indelukket og med mange lemmer.«

Midt i den tykke røg fra røgmaskinen skimtes to skikkelser, der kontrolleret vælter rundt på gulvet. Deres arme, ben og kroppe er viklet ind i hinanden, og den kvindelige skikkelse hænger nærmest fast i manden, mens han trækker hende rundt på gulvet.

»Jeg tror, at det er den rejse, pigerne kommer ud på, når de bliver lovet guld og grønne skove et nyt sted, og derefter bliver trafficket væk fra deres familier,« hvisker traume terapeuten Michelle Mildwaters og peger mod danserne, og fortsætter:
»På vejen møder de både folk, der hjælper dem med rejsen, men det er også almindeligt, de bliver udsat for vold.«

Det forklarer de voldsomme sammenstød, der sker på gulvet foran. Det er råt og voldsomt, og man er ikke i tvivl om, at det ikke er en kærlighedshistorie, man her er vidne til. Men samtidig er det smukt.

Dansernes koncentration, deres rolige bevægelser, der pludseligt bliver forvandlet til voldsomme kraftspring. Viljen, der lyser ud af de stålfaste øjne og resten af kroppen. Her er en historie, de gerne vil ud med.

»Danserne har været meget involverede i forarbejdet til forestillingen, så de kan danse og udtrykke sig på den helt rigtige måde,« siger Jacob Stage.

»Den første uge dansede vi næsten ikke, til gengæld var vi til foredrag om trafficking, i sexbiograf på Istedgade og i det hele taget hang vi bare ud på shawarma-barer i området omkring Vesterbro, og observerede kvinderne på gaden.«

Hvad har været den største udfordring ved at skulle danse en så seriøs problemstilling?

»Helt sikkert al den oplysning vi har fået, da vi lavede vores research. Det kan være rigtig svært at tro på det gode i mennesket, når der er så mange, som gør så frygtelige ting,« fortæller Jacob Stage, og Kasper Ravnhøj tager over:
»Da jeg var i Barcelona og mødte de prostituerede på gaden, og så hvor dårligt de havde det, sendte jeg en sms til Jacob, hvor der bare stod »Darwin tog fejl, vi stammer ikke fra aberne, men fra ulvene,« for det var virkelig sådan, jeg havde det.«

Ifølge de to koreografer kommer forestillingen ikke til at gå stille for sig, det bliver eksplosivt og voldsomt, men også en smuk og poetisk oplevelse. Kasper Ravnhøj rejser sig resolut op, for at demonstrere hvad publikum kan vente sig, og går med voldsom kraft direkte ind i væggen med et kæmpe bang.

»Sådan bliver det,« siger han, mens Jacob Stage enigt nikker.

»Vi har samlet så mange informationer og ubehageligheder om menneskehandel, og hvor de
handlede ender henne, det sidste år. Alt det vi har oplevet og lært, skal danses ud nu. Eller i hvert fald så meget af det, som vi kan nå på en halvanden time.«

Hvad: »Knock on Unpainted Wood«
Hvor: Dansehallerne, Det gamle Carlsbergområde, Pasteursvej 20, Kbh V
Hvornår: Til og med den 18. september
Hvordan: billetten.dk eller på tlf. 33 29 10 29