Søndag blev Dansehallerne indviet på Carlsberg, og det bliver Nordeuropas største center for moderne dans.
Det er slut med produktion af boblevand og tapning af skummende øl i den store hvide bygning ud til Carlsberg Akademis Have på Valby Bakke. Nu er det dansen, der skal syde og boble i bygningen på Pasteursvej, som engang var Danmarks største mineralvandsfabrik og i 1980erne blev omdannet til tappekolonne for øl.
Efter diverse indvendige renoveringer det sidste år kan bygningen på søndag holde officiel indvielse som Danmarks nye dansemekka,
Dansehallerne, hvor de tre institutioner Dansescenen, Dansens Hus og Dansk Danseteater flytter under samme tag og kan boltre sig på i alt 9.000 kvadratmeter. Og åbningen på søndag kommer til at sprudle af kropsenergi med fire timers nonstop danseaktiviteter i hele huset, hvor alle er velkomne til at kigge indenfor.
»Det er en stor drøm, der nu går i opfyldelse. I de 15 år jeg har været chef på Dansescenen, har jeg drømt om at have to sale, så alle forestillinger ikke skal spille i den samme type rum. Der er enormt stor forskel på at dimensionere en forestilling til en stor scene og arbejde med et intimt og mindre rum,« siger Dansescenens leder, Louise Seibæk, der i Dansehallerne kommer til at råde over de to scener, Store Carl og Lille Carl i stueetagen, mens Dansescenens kontorer ligger på første sal.
»De flere rumfaciliteter betyder også, at Dansescenen kan præsentere flere forestillinger end tidligere, og vi kan udvide vores tilbud med andre aktiviteter end forestillinger, f.eks. workshops og åbne prøver,« siger Louise Seibæk.
Syv dansestudier
Dansens Hus, der er et trænings-, produktions- og rådgivningscenter for professionelle dansere og koreografer, er rykket ind på anden sal. Her er i alt syv gode dansestudier, hvoraf det største primært skal benyttes af Dansk Danseteater. Dansens Hus inkluderer også DanseInformationsCentret og forskelligt børne- og ungdomsarbejde som Dansevæksthuset og Dans i skolen.
»Det er dejligt, at Dansens Hus her i Dansehallerne har fået så megen plads, så de professionelle kunstnere kan være her, ikke kun når de skal bruge dansestudierne, men også kan blive her hele dagen og holde møder og sidde og arbejde ved deres computer og andre ting. Vi får også en såkaldt laboratoriescene, hvor koreograferne kan fordybe sig i en black box med lyd og lys og udforske bevægelser. Det er en scene, de kan råde over døgnet rundt i en periode på tre døgn til tre uger,« fortæller lederen af Dansens Hus, Benedikte Paaske.
Under samme tag
Tim Rushton, der er leder af Dansk Danseteater, som får kontorer på tredje sal, understreger, hvor vigtigt det er for dansemiljøet som helhed, at de tre institutioner nu er samlet under samme tag.
»Der har været en berøringsangst i miljøet, hvor alle har haft deres egen lille niche i hver sin institution. Derfor er det et meget vigtigt skridt, vi tager nu, hvor tiden er moden til det, og vi tre ledere har fundet fælles fodslag. Dansen skal have et større publikum, og vi skal gøre opmærksom på, at dans er for alle og har et stort spekter med både smalle og brede ting. Der ligger et kæmpe arbejde forude. Men Dansehallerne skal handle om kunst og ikke administration,« siger Tim Rushton, hvis kompagni fortsat også vil lave forestillinger på store scener ude i byen, indtil et nyt stort teater bliver bygget på Carlsbergs område.
Dansehallernes placering lige ved Vesterbro ser de tre ledere som en stor fordel ligesom Dansescenens første huskoreograf i Dansehallerne, streetdanseren Steen Koerner.
»Vi er jo tæt på andre kulturcentre som
Vega og
Skateparken. Som huskoreograf glæder jeg mig til at arbejde med de unge, der allerede kommer i Dansehallerne, f.eks. Juniorkompagniet, men også til at gøre andre unge opmærksomme på stedet. Min dansestil, electric boogie, er jo tæt relateret til en urban livsstil og storbykultur, og den passer rigtigt godt til rummene i Dansehallerne, der er en tidligere fabriksbygning,« lyder det fra Steen Koerner, der til januar har premiere på forestillingen »Menneskerobot« i Store Carl.
I det hele taget passer Dansehallernes aktiviteter som fod i hose med Carlsbergs visioner om at skabe en dynamisk bydel med liv 24 timer i døgnet.
»Vi ønsker at være en del af lokalmiljøet og være et hus, der åbner sig for omverdenen med bl.a. dans-selv-aftener, arrangementer i parken og café og dansebutik i stueetagen,« siger Louise Seibæk.