...
Østre Gasværk kunne for kort tid siden melde, at teatrets populære familieforestilling, der er baseret på Flemming Quist Møllers klassiske billedbog om »Cykelmyggen Egon« og hans egen fortsættelse om »Cyklemyggen og Dansemyggen« er på vej til Kina.
En udfordring på den anden side af kloden er, at det tilsyneladende er blevet lavstatus at cykle i det store land, hvor jernhestene hurtigt forsvinder fra gadebilledet.
Herhjemme synes vi, den cyklende myggehelt er anderledes sej, ikke mindst når han kan lave formidable tricks på sin tohjulede. 65.000 løste i hvert fald billet til forestillingen og dens sjove og fantasifulde krible-krableliv i forrige sæson.
Tilsat forfatteren selv som forestillingens fortæller og perkussionist, akrobatik, electric boogie, skægge kostumer og masser af musik. Berlingskes Vibeke Wern lod sig begejstre ved premieren:
»sprællevende teatermagi, fyldt med poesi og tilmed en fin intim atmosfære og en morale om at være kærlig og hjælpe sine venner, » skrev hun.
Hvad: »Cykelmyggen Egon«
Hvor: Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, København Ø
Hvornår: 6. december - 13. januar. Skiftende spilletidspunkter. Se teatrets hjemmeside gasvaerket.dk
Hvordan: Billettlf. 29 27 71 77, billet@gasvaerket.dk. eller billetbillet.dk