Og revyen er tilsyneladende så populær som nogensinde - hvis ikke endnu mere. Cirka 1.300 tilskuere kan der være under teltdugen, men allerede nu meldes om ekstraforestillinger og glimrende forsalg. Når alt – forhåbentlig – er ved det gamle skyldes det naturligvis, at Lisbet Dahl atter er revymutter, som holder revyen i sine stramme tøjler.
Hvordan revyen bliver i år, kan vi af gode grunde ikke sige så meget om – det meste står og falder jo med kvaliteten af årets tekster – men på forhånd tør man næsten godt love, at det meste vil være lige efter bogen.
Som landets mest erfarne og kyndige revyiscenesætter har Lisbet Dahl i høj grad været med til at gøre Cirkusrevyen til motor for hele branchen og standard for den ganske unikke sceneform, som hedder dansk revy. Hun har formået at gøre revyen til den blanding af sjov, show, sex og satire, som en revy i kæmpeformat kræver.
Lisbet Dahl er naturligvis atter selv med på scenen – det manglede bare – og ellers består hendes tropper af lutter gammelkendte ansigter. Som amerikanerne siger: Hvis den ikke er i stykker, så lad være med at reparere den.
Lad os starte fra oven: Ulf Pilgaard er med for Gud ved hvilke gang – er der overhovedet nogen, der tæller mere? Og med sig har han de erfarne kræfter Ditte Hansen, Andreas Bo Pedersen og Henrik Lykkegaard. Tonerne sørger James Price for, mens Zitta de Fries har skabt trinene og Nina Schiøttz den farvefrække dekoration.
Læs anmeldelsen af Cirkusrevyen 2009 her.
Cirkusrevyen helt udsolgt, læs mere.
Har netop været på Bakken og oplevet cirkusrevyen. Jamen det var så skønt, vidunderligt engagement og jeg ELSKER bare Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl. De andre medvirkende var selvfølgelig også helt på toppen, alle spillede simpelthen for fuld skrue....jeg kan sgu' dårligt få armene ned....alle pengene værd....SÅDAN