De fleste kender den nok fra Bob Fosses berømmede filmatisering, der i 1972 gjorde en stjerne af Liza Minnelli.
Men forud for den, var der sceneversionen, som var med til at forny musical-genren, da den så dagens lys tilbage i 1966. Med sin lettere kyniske historie, som udspiller sig i skyggen af den hastigt voksende nazisme i 1930ernes Berlin, var den et eksempel på en ny og mere voksen musical.
Fredericia Teater skal på turne i hele landet med opsætningen, men lægger ud i København.
Julie Steincke, kendt fra flere store roller på Det Ny Teater, er den britiske natklubsangerinde, der er hovedattraktionen på den lettere lurvede kabaret Kit Kat Klub, som tjener som en slags sindbillede på de svære tider udenfor – ikke mindst i de sange, som synges af den dekadente konferencier (Lars Bom).
Hun har en kortlivet affære med forestillingens unge forfatterspire, amerikaneren Cliff, der er et alter ego for den britiske forfatter Christopher Isherwood, der skrev »Goodbye to Berlin«, som musicalen bygger på.
Han spilles af Thomas Voss. Plottet omfatter også en anden ilde stedt romance, den mellem en ældre pensionatsværtinde og den jødiske grønthandler, der bejler til hende.
Rollerne varetages af to populære kræfter, nemlig Birthe Kjær og Dario Campeotto. I forestillingen medvirker også Joen Højerslev, Rikke Hvidbjerg, samt, naturligvis, de frække Kit Kat Girls. Forestillingen iscenesættes af Pierre Westerdahl med scenografi af Nina Flagstad.
Hvad: Cabaret
Hvor: Glassalen Tivoli, Kbh. K
Hvornår: 4.–15. sep. Tir.-søn. kl. 19.30.
Hvordan: Billettlf. 33 15 10 12, i Tivolis Billetcenter eller Billetnet.dk
Læs også: Birthe: Nu skal jeg have UDFORDRINGER!