...

»En teaterkoncert, som verden ikke har set magen til,« lover instruktør Nikolaj Cederholm i sin programtekst om den stort anlagte Beatles-teaterkoncert »Hey Jude« i Forum.

Men har han nu ret i det - bortset fra det med størrelsen, det kommer an på - når Nordisk Film Live brager ind på teaterscenen med 4.200 pladser hver aften?

Meget af det, der engang var et frisk pust på teaterscenen, da teaterkoncerten som genre så dagens lys for 20 år siden - et oprør mod musicalens forlorne følelsespostulater og åndssvage handlingsgange - er nu er gået hen og blevet en kliché.

Der er gået halunderholdning i den, og på en måde er det sådan set befriende, at »Hey Jude« har lagt alle fine fornemmelser bag sig og vedkender sig, at der blot er tale om et show med billeder, der ikke skal frelse verden.

Svært at finde idéen

En mening med det hele må teatergængeren selv kigge efter - det er sådan set genrens betingelser. Men derfor kan man som tilskuer godt savne en større spænding i det, vi sidder og overværer. Hvad er egentlig tanken bag Anja Vang Kraghs stumfilmskostumer og efterfølgende abstraktioner over dem?

Med de tidens vinde, der blæser ind over den teatertrup, som pænt skiftes til at lege musikalsk stoleleg på den enorme, bare scene i de indlende scener? Hvad er tanken bag kæmpekranen, der svinger rundt med tunge containere, de medvirkende kan stå og synge på i luften?

Ikke fordi vi kræver en egentlig logisk handling, men vi vil gerne føle en underliggende idé med progressionen i showet. Hvad er det i det hele taget egentlig Beatles’ imponerende katalog - hele 30 sange indgår i koncerten - som samlet udtryk skal sige os?

I Forum stiller man sig tilfreds med at hitte på noget at lave nummer for nummer og fylde rummet ud. Showet går pænt og velafviklet over scenen, men løber også tør for idéer undervejs, mens kranen kører endnu engang, containerne svinger, og tomhedsfornemmelsen melder sig.

Festen indfinder sig aldrig

Heldigvis er der jo så musikken. Lyden er overraskende god, og når den er bedst, formår Cederholms musikalske kumpaner, arrangørerne Brdr. Hellemann, at opfylde teaterkoncertens bud om at lade os høre klassikerne med nye øren.

Det gælder, når den enminent dygtige Mark Linn synger »I Want to Hold Your Hand« som dårende smuk ballade med Cecilie Stenspil - læg i øvrigt mærke til, hvor god en skuespiller, han er blevet. Det gør det, når Laus Høybye er lige ved at løfte stemningen med en sexet udgave af »I Saw Her Standing There«, og når Jimmy Jørgensen tonser »Twist and Shout« af sted som 90er-dancenummer med mørke understrømme.

Når Pernille Rosendahl får lov at vise, hvad hun kan i »Lucy in the Sky with Diamonds«, eller når det sødmefulde stjernefrø Jaleesa Johnson med sin klokkeklare røst, der har en pikant hæshed i toppen, omtrent slutter det hele af med den lyst forsonende »Hey Jude«.

Men festen indfinder sig aldrig for alvor i Forums ucharmerende kæmpeaula. En teaterkoncert, vi ikke har set magen til? Den køber vi altså ikke længere.

Læs også: Hey Jude