Føj til favoritter Del Send
Scene | 09/03/11

Balletmesteren og dæmonerne

  • Balletmester Nikolaj Hübbe justerer de sidste, glitrende detaljer inden premieren på "Et folkesagn" - her på bjergpigen Hilda. Foto: Dennis LehmannBalletmester Nikolaj Hübbe justerer de sidste, glitrende detaljer inden premieren på "Et folkesagn" - her på bjergpigen Hilda. Foto: Dennis Lehmann
Nikolaj Hübbe elsker den ærkedanske Bournonville-ballet »Et folkesagn«. Men der er andre sider af danskheden, som gør ham iskold og bange. AOK mødte ham lige før premieren.

Når balletmester Nikolaj Hübbes nyopsætning af »Et Folkesagn« får premiere på Operaens store scene i morgen, bliver det i en »mindre pusseløjerlig« version, end man har været vant til at se på Det Kongelige Teater.

»Mindre cute«, som han siger.
Mere dyster.

Sidst, Bournonville-balletten blev sat op på Det Kongelige, var det med nydelig scenografi og kostumer af Dronning Margrethe. I Nikolaj Hübbes version er der skruet ned for idyllen og op for det underjordiske mørke. Troldehøjen åbner sig, og det vælter ud med vilde og krumbøjede væsener fra underverdenen - tilpasset en tid, der er vant til special effects og slimede orker à la Ringenes Herre.

»Det er stadig en smuk og romantisk forestilling,« understreger han, »men det hele var jo så idyllisk hos Bournonville. I den her version er underbevidstheden mere grumt illustreret, end man har været vant til.«

Så nu er troldene iført masker så hæslige, at balletbørnene gyser over dem i kulissen. Og der er sat en aldersgrænse for publikum: fra otte år og op. For forestillingen handler om vores dæmoner, siger Nikolaj Hübbe.

»Uanset hvor gode vi er som mennesker, har vi alle sammen vores djævle og sataner at struggle med,« siger han, »og hvor Bournonville ser disse djævle som noget, vi skal lægge bånd på, tænker jeg, at det er noget, vi skal lære at leve med og acceptere.«

Finjusteringer på scenen
Hvilke dæmoner, han selv slås med, vender vi tilbage til. De befinder sig et helt andet sted end på scenen, hvor han går rundt nu i Mia Stensgaards forpustende smukke scenografi og glæder sig til premieren. SÅ meget!

Han har glædet sig, siden han var 12 og første gang tænkte, at den forestilling, »Et Folkesagn«, dén skulle han lave en dag. Og nu sker det endelig. Og han er fokuseret, og begejstret, og munter, og helt vildt træt, på samme tid.

Når han svarer på spørgsmål, er det med hele kroppen. Ikke så mærkeligt for en mand, der har danset ballet, siden han var 10, heraf 15 år som solodanser ved New York City Ballet. Der er et let drys af amerikanske gloser i hans sætninger, pludseligt krydret med glemte udtryk fra Den Danske Salmebog. »På jorderig« siger han uden at blinke.

Andre ord opfinder han selv.
»Det er jo nærmest en antihåndværksproklamation,« siger han om danskernes optagethed af reality-shows med fokus på unge mennesker, der ikke kan noget.
»En antidygtiggørenhedsprædiken.«
Det irriterer ham. Og gør ham ængstelig.

Men vi er meget langt fra den slags på scenen i Operaen, hvor balletdanserne har indfundet sig, et par minutter inden prøvestart, og øver trin og positurer med æterisk ynde. Koncentrerede og præcise. Blandt dem er en del af de balletbørn og -aspiranter, som man kunne se i tv-dokumentaren »De Udvalgte« fra Den Kongelige Balletskole, der blev sendt på DR i februar.

Der er tre prøver tilbage før premieren, med kostumer og orkester og finjusteringer. Første akt spilles igennem, mens regissører, scenemestre, producenter, scenografer og instruktører kigger på med intense øjne og indtaler korrektioner på diktafoner.

Nogle trin er for klodsede, nogle stole for mørke, står bordet rigtigt, kommer røgen på det rigtige tidspunkt? Øjnene er helt nede i de minimale detaljer, såsom farven på en hæl, der er for mørk.

Og Hübbe vågner hver morgen klokken 5, fortæller han, med tankestrømmen kværnende i hovedet, og så skal jeg huske det og det og det, og måske skulle vi lægge det der en takt før, og hvis vi nu, og skulle man dit og dat, og sådan kører det bare, fortæller han, som en evighedsmaskine, indtil forestillingen er blevet »sprøjtet ud«. Indtil den hvide, sommerfuglepuppeagtige troldehøj åbner sig, og lader dæmonerne danse ud på scenen.

Hübbes egne dæmoner
De dæmoner, Nikolaj Hübbe selv struggler med, befinder sig et andet sted end her. Og er mere usynlige. »Det er sådan noget med at tilpasse sig,« siger han efter en lille tænkepause. Ordene at tilpasse sig ledsages af en lille gysende, bevægelse.

Han beskriver, hvordan han kæmpede med tanken om at flytte hjem til Danmark fra New York, da han havde sagt ja til stillingen som balletmester. For han tænkte jo ikke »på en dansk måde« mere.

Han forestillede sig, at han ville blive opfattet som alt for voldsom og ekstrem. Og hans forventninger om ikke at passe ind blev opfyldt. »Det er tog sgu noget tid at komme ind og forstå det her hus, som jo er en stor bureaukratisk kasse med en masse, masse, masse rød tape,« siger han, mens han tegner streger i luften, så man ser hele Det Kongelige Teater for sig fyldt med røde snore, man kan snuble i.

»Jeg har været balletdanser hele mit liv. Kunstner. Det er det eneste, jeg kender. Det er det eneste, jeg kan. Nu er jeg balletmester. Og når jeg så skal skrive under på en or-lovs-an-søg-ning...«

Han udtaler ordet langsomt, smager spidst på hver stavelse. ”...så står der af-de-lings-le-der på papiret.” Han gisper. Krøller sig sammen om maven, mens han smager på ordet igen.

»Af-de-lings-leder. Så får jeg mavesår. Det hele drejer jo rundt indeni. Det er jo sådan noget med lønrammer og løntrin og pension. Jeg kan blive helt bange og iskold over sådan nogle ord. Det er sådan noget snærende, dansk tjenestemands-bigot-krymperi, som ikke er godt for nogetsomhelst. Puha, jeg kan slet ikke...«

Hans stemme forsvinder ind i tankestrømmen, bliver lavere, mens han smager videre på ordene.

»Det er sådan usmidigt... An-ke-sty-rel-sen... Velfærds-sam-fun-det...«
Han fløjter en gysermelodi og hæver pludselig stemmen.
»Så bliver jeg sindssyg, så kommer dæmonerne frem, du!« udbryder han.

Øjeblikkets stepdansere
Det tog ham to år, fortæller han. Og så en dag var det, som om tingene – og han selv - faldt på plads. I sin nye rolle. »Pludselig var der en helt anden korrespondance mellem mig og danserne, en helt anden rytme,« siger han.

»Jeg har det, som om det først er i den her sæson, at jeg i virkeligheden føler: »Nu er jeg her!« siger han. »Nu er det mit!« Undervejs har han skullet lære en masse om tålmodighed. Ikke hans stærkeste side, slår han fast. Men det er blevet meget bedre. Selvom han stadig savner amerikanernes hurtighed.

»Hvis der opstår en situation, hvor man er nødt til at lave noget om på kort tid, så gør amerikanerne det bare, knips knips knips, men her er der regler og cirkulærer, og så er vi nødt til at lave reglerne om og stemme om det, og inden det er lavet om, er toget kørt, og det hele er ligemeget.

Amerikanerne er meget mere hurtige på aftrækkeren. De er øjeblikkets stepdansere.«

»Gu’ vil jeg kraftedme røv-og-nøgler ha’ det pænt!
I det hele taget beskriver han ikke Danmark som et nemt land for balletdansen.

»Det er jo ikke noget pulserende, passioneret land«, siger han, »og for at danse skal man jo have en mega passion. Det er jo blodsudgydelse og hjerteblod!« udbryder han, og sender et kæmpesuk ud i rummet.

»Det er kun i Danmark, man siger »Kan du ha’ det pænt« til hinanden,« siger han, og udbryder: »Gu’ vil jeg kraftedme røv-og-nøgler ha’ det pænt! Jeg har da også mange gange tænkt, at nu har jeg fået nok. Jeg skrider. I kan rende mig. Når folk gerne vil være verdensmestre, men ikke vil arbejde for det. Og når der så er et eller andet med nogle regler og nogle fagforeninger og noget dittenogdatten.« Han sukker.

»Det er en anden af mine dæmoner. Ligeså happy-go-lucky og her-kommer-jeg, jeg kan være, lige så sortsynet kan jeg blive.« Han slår ud med armene, pludseligt munter.

»Men jeg elsker jo »Et Folkesagn«. Det er et fantastisk eventyr, hvor jeg finder mine beknystede fødder på plads dybt nede i den nordiske mytologi og den danske muld, helt herop til lårbasserne,« ivrer han, og hamrer i gulvet, så det ryster.

»Og jeg elsker Den Kongelige Ballet, og jeg elsker også Det Kongelige Teater, selvom det er en gammel, rådden kasse. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg kan rykke på nogle ting. Og kæmpe for mit håndværk og give det videre. Og derfor bliver jeg,« slår han fast.

Kort efter sidder han i salen, mens troldehøjen åbner sig på scenen, som et glitrende mirakel. Og alle detaljer nærstuderes. Det hele skal være perfekt. Naturligvis.

Hvad: »Et Folkesagn«
Hvor: Operaen Store Scene, Ekvipagemestervej 10, Kbh. K
Hvornår: Premiere fredag 11. marts kl. 20, spiller frem til 8. april. Til maj tager forestillingen på turné i USA.
Hvordan: 95-745 kr.

Foto: Ikke oplyst

Ny Cirkus Festival - Clockwork

Ny Cirkus Festival - Sisters

Foto: Ikke oplyst

Ny Cirkus Festival - Oktobre

Ny Cirkus Festival - Oktobre

Foto: Ikke oplyst

Hyperaktiv vildskab under blafrende teltdug

Ny Cirkus Festival - Risque Zéro

Foto: Ikke oplyst

Flyvefærdigheder, en romantisk western og en forsvunden hest

Ny Cirkus Festival - Miss Dolly

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester